Nyhed

Spilleplan: Fire svære valg på Roskilde Festival

GAFFA har kigget næmere på spilleplanen for Roskilde Festival og fundet nogle steder, hvor det kan være svært at beslutte sig for, hvad man egentlig skal vælge

Festivalpublikum drager til Roskilde Festival for at opleve og blive udsat for ny musik, som de måske ikke før har hørt. Nye tendenser skal opdages, andre genrer end de vante skal smages på, og der skal også helst være plads til et par favoritter.

GAFFA har kigget nærmere på Roskilde Festivals netop i dag offentliggjorte spilleplan og fundet fire steder, hvor programmet kan give problemer i forhold til om man skal vælge netop det nye eller det vante. Man kan selvfølgelig også blive i sin lejr og klappe med hænderne og håbe, at nogen kaster én en kold dåseøl, hvis man ikke bekymrer sig om den slags dilemmaer.

ONSDAG DEN 29. JUNI


The Orchestra of Syrian Muscians + Damon Albarn + guests, Orange Scene, klokken 18.00 vs. Slayer, Arena, klokken 19.30

Damon Albarn er på scenen med The Orchestra of Syrian Muscians og andre gæster, men mens de fordyber sig i verdensmusikkens eklektiske toner, skruer de amerikanske thrash-legender Slayer op for deres guitarforstærkere og lader aggressionerne styre. Måske man skal spørge sig selv, hvilken grundstemning man ønsker at sætte for sin festival, før man vælger?



Hinds, Pavillion, klokken 22.15 vs. Red Hot Chili Peppers, Orange Scene, klokken 22.30


Mange glæder sig nok til at se Red Hot Chili Peppers - selvom ældre fans sikkert stadig savner John Frusciantes Jesus-skikkelse i stedet for den "nye", mere anonyme Josh Klinghoffer på scenen. Er man mere til at prøve noget nyt, skramlet guitarmusik i stedet for at gå med Anthony Kiedis & co. ned ad nostalgiens sti, skæmmer det, at chilipebrene spiller stort set samtidig som spanske Hinds. Skal man give de aldrende legender eller de unge stjerneskud chancen?


TORSDAG DEN 30. JUNI



Tenacious D, Orange Scene, klokken 00.30 vs. Savages, Avalon, klokken 01.00

Okay, nogle musikelskere foretrækker en vis alvor, men alligevel har Jack Blacks Tenacious D vundet indpas i rockmiljøet, hvor øldrikkende bargæster til enhver tid vil kunne bryde ud i fællessang på "Fuck Her Gently". Det er da også svært at stå imod, når festen banker på sit højeste og promillen skyller over bord. Men burde man måske i stedet hengive sig til intense Savages, der måske næppe har mange sange om at bolle blidt, men godt kan finde ud af at bruge fyord i en mere alvorlig sammenhæng?


FREDAG DEN 1. JULI



Neil Young + Promise of the Real, Orange Scene, klokken 21.00 vs. Future, Arena, klokken 21.00

Som altid er der et koryfæ at finde på Roskilde Festival. Neil Young gæster Orange Scene med sit backingband Promise of the Real. Spørgsmålet er om vi ikke er lidt for langt efter guldsuset, da legenden nu om dage mere er interesseret i at spytte protestalbums ud, hvor han kan lade sin harme over den amerikanske multinational kemi- og medicinsk virksomhed Monsanto dirre. Hvad med i stedet at give Future chancen, da han måske er mere interesseret i at omfavne fremtiden?

ANNONCE