Nyhed

“Smerte er bedst” - Kill J til GAFFA Spot Session

GAFFA-journalist Nanna Jenner fik besøg af Kill J på Dokk1

GAFFA Library Sessions i København havde rykket teltpløkkerne op og foregik på denne gråvejrskolde eftermiddag på Dokk1, hvor GAFFA-journalist Nanna Jenner havde besøg af sangerinden Kill J.

Under den blege skarpe page sidder en lille skikkelse i mørke klæder. Hendes stil er skarpt som et knivsæg, men hendes fremtoning er både lattermild og varm. En skarp kontrast, som også gennemsyrer hendes musik, der arbejder med yderpoler. Voldsomt og skrøbeligt. Dragende og skræmmende. 

Dengang Julie Aagaard stadig gik under sit borgerlige navn, modtog hun klassisk sangundervisning, men med frygten for at blive et “fortolkningsapparat” valgte hun operaen fra og dannede i stedet duoen Kill J. Efter et års tid måtte duoen bryde med hinanden, og hun fortsatte projektet på egen hånd. Musik, der dyrker kontrasterne. “Jeg skriver bedst, når jeg er i mine følelsers vold. Smerte er det bedste,” forklarer hun, og derfor er sangene også dybt personlige. “Jeg berører hændelser i mit liv, som jeg ikke har lyst til at snakke om, men som kommer ud gennem musikken.”


Kønspolitik bliver også berørt med udgangspunkt i nummeret “Propaganda” fra hendes seneste ep “Quasi”. “Jeg ville egentlig skrive en sang om kvinder i pornoindustrien, men den endte med at handle om kvinder i musikindustrien. Jeg kender en sangerinde, der fik at vide, at hun ikke havde nok “fuckability” til at slå igennem og det blev omdrejningspunkt for sangen,” fortæller hun. Et relevant emne i en tid, hvor der er meget polemik om festivalernes manglende booking af kvinder.

“Jeg mener ikke, at løsningen er kvindekvoter. Det begynder med opdragelsen. Mænd er bedre til at løfte i flok og tilpasse sig grupper. Som kvinde bliver du opdraget til at klare dig selv eller være i skarp konkurrence med andre kvinder. Det bør man lave om. Jeg synes i stedet, at musikskolerne skulle indføre en rabatordning til piger, der gerne vil lære at spille instrumenter,” lyder forslaget fra Aagaard. “Kvinder skal ikke kun være gallionsfigurer. Jeg er selv en kliché. Jeg er ikke en del af en gruppe, og jeg kunne godt bruge lidt mere østrogen i mit liv.” 

 


ANNONCE