Nyhed

Distortion Festival er klar med 84 farverige gadefester

Bliv klogere på festerne til dette års Distortion Festival

Nørrebro i København er klar med 84 gadefester og gadeværter ved dette års Distortion, som finder sted onsdag den 1. juni og torsdag den 2. juni. GAFFA har stillet skarpt på nogle af årets sommeroplevelser på Distortion.

Dobbeltdækkerbus og ønsketænkning

Udover en svedig dobbeltdækkerbus kan man på Vesterbro og Nørrebros gader forvente at se alt fra farvestrålende sofaer til hårde hvidevarer som en del af det københavnske gadebiilede.


Ungdomskirken uKirke på Vesterbro opstiller en stor væg i hjertet af Vesterbro. Festivalgæsterne kan her bringe deres ønsker i livet ved at afslutte sætningen ”Før jeg dør, vil jeg…” 

Rap, klangmusik og technofri områder

På den musikalske front liner Distortion op med energifyldte rapbeats, når gutterne fra Droz Daily Streetzin indtager scenen på Søndre Boulevard. Udover svingende hiphoprytmer bringer dj-organisationen Apropos Live en stor militærtank midt på gaden.


Der eksperimenteres med klangmusik ved Enghaveparken med nogle af Danmarks dygtigste kammerensembler herunder den dansk koreanske klavertrio Trio con Brio.  

Er man ikke til støjende techno, kan man hoppe ned i den såkaldte ”techno-fri-fest-zone”. Her kan Distortion-publikummet spille luftguitar-solo til skramlet 70’er-rock og The Clash, plukke æbler til Cafe Flisens 90’er fest med de tre b’er - Blå Øjne, Barcode Brothers og Basshunter - og danse under discokugler og scenografi i rustikt træ, når Berlin meets Copenhagen skruer op for ægte Berliner-stemning.

Børneslaraffenland og 16 MC cypher battle


Distortion byder også på festival for de mindste. På Skydebanen vil Børne Distortion indrette et Slaraffenland for de mindste Distortion-deltagere med kendte børnemusikere, taekwondo-opvisning, farvekridt og sæbebobler.

Nørrebros Gadefest vil være centreret omkring Nørrebrogade med start på Dronning Louises Bro og helt op til Runddelen, dens sidegader og området omkring Blegdamsvej og Sankt Hans Torvs sidegader.

Natklubben RUST afholder her en 16 MC cypher battle. Den aarhusianske dj Namunël lader tonerne ramme Elmegade. Foran Kristuskirken bygger en flok arkitektstuderende en stor dj- kuppel, som efter sigende skulle give gæsterne en særlig resonansoplevelse.


Sving i træbenet

Ved Blågårdsgade sørger Per Rock for et musikalsk bidrag bestående af musikalske rytmer fra 1920’erne til 2016, og til latinamerikanske sambarytmer kan deltagerne sætte en fjer i hatten, når Københavns Karneval fyrer op for en hoftevrikkende fest på Blågårdsplads.  

Distortion rammer ikke kun det yngre publikum. Plejecenter Sølund har sendt balinvitationer ud til plejehjem på hele Sjælland og Fyn. Ud over at Sølund er indehaver af et charmerende dansegulv med udsigt over Sortedamssøen, har festivalens ældre publikum mulighed for at få en svingom til tonerne af aftenens kapelmester DJ Christian D’or.


Glitter, knogler og hjemmefest

Copenhagen Pride bringer glitter og glamour til københavnske Solitudevej i forbindelse med deres såkaldte Gaystortions. Nørrebro afholder Dinosaur-fest med dyreskind, knogler og blodige drink, hvor alle vil være iklædt dinosaur-kostumer. Men er man hverken til glitter eller raslende knogler, kan Distortionsgæsterne komme til privatfest i STUEN ved Ahornsgade, hvor dj-pulten er placeret i køkkenet.

Red Bull Music Academy på Nørrebro


Den 1. juni holder Red Bull Music Academy et stort anlagt Street Party til Distortion på Nørrebro. Akademiet indtager nemlig Nørrebrogade med et line-up, der byder på nogle spændende danske navne samt to innovative rappere fra Sverige og et klub-fænomen fra New Jersey.

Lineuppen er som følger:

S!vas (Officiel Fans!de)
Kesi
MellemFinga'Muzik (Officiel Fanside)
Nonsens
UNiiQU3 (US)
Lorentz (SE)
Madi Banja (SE)
Julius Sylvest
Katie Keller
Host & Resident: Pelle Peter Jensen


Læs meget mere om alle gadefesterne på cphdistortion.dk

ANNONCE