Nu tilslutter Stones sig skaren af kunstnere, der ikke vil have deres musik spillet ved Trumps valgmøder
Nu har de gamle rullesten fået nok. De vil ikke længere finde sig i, at Donald Trump spiller bandets sange ”You Can’t Always Get What You Want” og ”Start Me Up” ved sine valgmøder. Derfor har de nu bedt den amerikanske præsidentkandidat om at indstille brugen af deres musik.
I en udtalelse fra i går har bandet sagt, at de ikke har givet Donald Trump ret til at spille deres musik og bedt ham stoppe brugen af deres musik omgående. Donald Trump har de sidste mange måneder ud over at spille The Rolling Stones også spillet Elton John og opera ved sine valgmøder.
Men selvom The Rolling Stones har bedt Donald Trump stoppe brugen af deres musik, betyder det ikke nødvendigvis, at det vil ske. Ifølge det amerikanske medie The Hollywood Reporter behøver politikere - med enkelte forbehold - nemlig ikke at få kunstneres tilladelse til at spille deres musik, så længe partiet eller stedet, hvor valgmødet bliver afholdt, har en tilladelse fra ASCAP eller BMI (pendanter til det danske KODA).
The Rolling Stones er ikke de første, som ikke vil forveksles med mangemilliardæren ved at få spillet deres musik ved hans valgmøder. Både Adele, Steven Tyler og Neil Young har således bedt om ikke at få spillet deres musik ved valgmøderne. Et ønske, som er blevet imødekommet af Donald Trump og folkene bag valgmøderne.