Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Weekenden forlænges igen og festerne hærger derfor også søndag og mandag. SPOR Festival har overtaget Aarhus og Halvandet genåbnes ved Københavns havnefront

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

 

SPOR Festival hærger Aarhus


Der er i disse dage gang i den eksperimenterende lydkunstfestival SPOR Festival i Aarhus, og som det så ofte er tilfældet med festivaler i Smilets By, bliver de ofte inkorporeret i det lokale natteliv. Fredag tændes der op for elektronik med hang til støj og avantgarden, når Puce Mary gæster Double Rainbow. Bag det eksperimenterende ydre er komponisten Frederikke Hoffmeier, der er kendt for sin kompromisløse brug af støj, der terroriserer dine øregange.

Aftenens sæt efterfølges af det tilbagevendende arrangement Electronic Wellnes, hvor formålet er at kræse for festfolkets kroppe. Lydsystemet indtages her af Duende, Mein Ego og Geneser.

Hvad: Electronic Wellnes x Puce Macy


Hvor: Double Rainbow, Skovgaardsgade 3, Aarhus C

Hvornår: 13. maj fra kl. 21.30

Hvordan: Puce Mary Facebook-event & Electronic Wellness Facebook-event

 


CPH DEEP præsenterer Einmusik Showcase


Lørdag præsenterer det elektroniske kollektiv CPH Deep en musikalsk showcase med hele fire navne på plakaten. Bag konceptet står berlineren Einmusik aka Samuel Kindermann, der med sin melodiske dybe lyd efterhånden har opbygget et bredt internationalt følge. Med under armen har han landsmanden Marc Depulse, der udover at være noget af en troldmand i et studie også står bag JEUDI Records. Derudover gæster den Amsterdam-residerende Miss Melera og svenske Charlie Don’t Surf.

Hvad: CPH DEEP Presents Einmusika Showcase

Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V


Hvornår: 14. maj fra kl. 23.55

Hvordan: Facebook-event


 

Smagfuld trap på Rust

Rust på Nørrebro er den tilbagevendende festskaber på den lokale klubscene, og pinsen er naturligvis ingen undtagelse. Lørdag præsenterer konceptet Blunt & Flavour den britiske trapsensation Troyboi. Den står på eklektisk diversitet, når manden fra East London fyrer op for et fussionskøkken af r&b, hiphop og reggae tilsat house og grime. Aftenen byder desuden på opvarmning leveret af danske Fabian Mazur, der efterhånden er en velkendt herre på den danske klubscene.


Hvad: Blunt & Flavour: Troyboi

Hvor: Rust, Guldbergsgade 8, Kbh. N

Hvornår: 14. maj fra kl. 23.00


Hvordan: Facebook-event

 


Kvartalsfesten vender tilbage til Nørrebro

Footwork-familien har mærket det spirende forår brede sig, og lader lørdag aften Sigurdsgade overtage af en vildtvoksende discojungle. Festen sparkes i gang med kaskader af lyrisk ninjitsu og vilde jungletrommer fra danske Ida Kudo, og efterfølgende indtager Footworks resident dj’s lydsystemet, hvor Chapeau og Sousa/Schmidt vil sørge for at holde gang i de dansende kroppe.

Hvad: Footwork Spring Session


Hvor: Sigurdsgade 39, Kbh. N

Hvornår: 14. maj fra kl. 22.00

Hvordan: Facebook-event

 


Dans dig igennem pinsen


Glem ikke at weekenden igen er ekstralang, og du kan derfor sagtens gemme tømmermændene til mandag morgen. Det er der også god grund til, når Jolene i Kødbyen søndag aften disker op med en dansefest af en anden verden. Berlins elektroniske musikscene står bag aftenens soundtrack, når Finn Johannsen og Terekke sætter gang i de skarpe rytmer.

Hvad: Twin Cities – Terekke & Finn Johannsen

Hvor: Jolene Bar, Flæsketorvet 81-85, Kbh. V


Hvornår: 15. maj fra kl. 22.00

Hvordan: Facebook-event


 

Halvandet genåbner!

Kabelhallerne på Refshaleøen har gennemgået en komplet renovering, og står 2. pinsedag klar til den store åbningsfest, som skyder gang i en omgang lækre arrangementer henover sommeren. Bag Halvandets nye, skarpe udseende står ejerne Bo W. Petersen og Jari Päivinen, der har ladet sig inspireret af Brooklyns urban og grimy look tilsat en funky strømlining uden at gå på kompromis med stedets historie og Københavns havnestrækning. Den berlinske kunstner Fraulein Toscano har stået bag Halvandets Restaurant Hal(v) indvendige design, med fokus på up-cyclin, hvilket vil sige et nyt og kreativt liv i genbrugsmøbler. Hele baduljen bliver søsat netop denne 2. pinsedag, hvor Strandbaren vil agere samlingspunkt for forskellige udendørs aktiviteter, hvortil den danske dj Henri Matisse vil stå for musikken.


Hvad: Halvandet Grand Opening

Hvor: Halvandet, Refshalevej 325, Kbh. K

Hvornår: 16. maj fra kl. 10.00


Hvordan: Facebook-event

 


Holder du den vildeste fest? Send info til [email protected]

ANNONCE