Nyhed

David Bowies producer fortæller, at der er ny musik på vej

Vi skal måske ikke vente så længe, før vi får nogle af de uudgivne David Bowie-sange at høre

Det er næppe nyt, at legenden David Bowie efterlod sig uudgivet musik. Nu stiger spændingen dog, da Bowies mangeårige producer og ven, Tony Visconti, fortæller, at "fantastisk" ny musik sandsynligvis bliver udgivet inden for den nærmeste fremtid. Det skriver NME.

Allerede i januar meldte Visconti ud, at det kun var logisk, at uudgivent musik ville finde vej til verdens lyttende ører. Han fortalte til The Evening Standard: "Jeg tror, at det er logisk, at vi over de næste år kommer til at høre ting, vi ikke hørt før. Jeg er i dialog med hans management og pladeselskab - der kommer nyt fantastisk materiale fra Bowie."

Han var dog ikke i stand til at udtale sig om de fem ekstra sange, han producerede under indspilningen af Bowies sidste album "Blackstar". Han sagde: "Jeg har ikke hørt de sange endnu. Det kan være, at jeg endda må hjælpe hans mangement med at finde dem. Jeg har en idé om, hvor han kan have optaget dem."


Visconti mente, at det var sandsynligt, at disse ekstra sange ville udkomme først.

Da Bowies box-set "Five Years" udkom i 2015, rummede det også et dobbeltalbum bestående af tidligere uudgivne sange fra perioden 1969-73. Det forventes, at lignende uudgivet materiale vil blive inkluderet på den kommende box-set udgivelse, der dækker Bowies karriere. Der spekuleres yderligere i, at den er på trapperne og kan udkomme til efteråret.

Det er kendt, at Bowie indspillede mange sange, som aldrig er blevet officielt udgivet. Disse inkluderer et helt album, "Toy", som blev indspillet i 2001 mellem "Hours" og "Heathen".

GAFFAs anmelder Finn P. Madsen kvitterede med fem stjerner for legendens sidste udspil, "Blackstar", der udkom kun to dage, før hans død. Han skrev: "David Bowies genkomst på Blackstar er af næsten bibelske dimensioner, hvor han undfanger sit første lille mesterværk i mere end 30 år."


Til januar næste år hylder en lang række danske artister David Bowie ved tre koncerter på henholdsvis Posten i Odense (19. januar), Train i Aarhus (20. januar) og Skråen i Aalborg (21. januar). Koncerterne finder sted få uger efter, at Bowie ville være fyldt 70. 

ANNONCE