Nyhed

Dylan og McCartney skriver mindeord om Muhammad Ali

Musikstjerner hylder den afdøde bokselegende

Tidligt lørdag morgen dansk tid døde bokselegenden Muhammad Ali, 74 år gammel, og siden er han blevet mindet og hyldet verden over – også af en lang række musikere.

Blandt disse finder vi Bob Dylan, der på sin hjemmeside skriver:

"Hvis målet for storhed er at glæde ethvert menneskehjerte på jorden, så var han i sandhed den største. På alle måder var han den modigste, den venligste og den mest excellente mand."


Bob Dylan var i øvrigt en stor bokseelsker og sang om Ali, der dengang hed Cassius Clay, i nummeret "I Shall Be Free No. 10" på albummet "Another Side of Bob Dylan" fra 1964:

"I was shadow-boxing earlier in the day
I figured I was ready for Cassius Clay
I said "Fee, fie, fo, fum, Cassius Clay here I come
26, 27, 28, 29, I'm gonna make your face look just like mine"

Bob Dylan havde også Muhammad Ali med på scenen i Madison Square Guarden i 1975 til støttekoncerten for bokseren Rubin "Hurricane" Carter, som blev uskyldigt dømt for mord i 1967 og først løsladt i 1985. Carter er også hovedpersonen i Dylans sang "Hurricane" fra 1975.


Paul McCartney skriver på sin hjemmeside:

"Jeg elskede den mand. Han var stor fra den første dag, vi mødte ham i Miami (med The Beatles i 1964, red.), og ved de talrige lejligheder, jeg løb ind i ham gennem årene. Ud over at være en stor bokser var han en skøn, venlig mand med masser af humor, som ofte ville tage et spil kort ud af sin lomme, uanset hvor højtidelig lejligheden var, og lave et kort-trick for dig."

Tom Morello, guitarist i den nydannede gruppe Prophets of Rage og også kendt fra Rage Against the Machine, Audioslave og som vikar for Steven Van Zandt i Bruce Springsteens E Street Band skriver på Instagram:


"Jeg mødte Muhammad Ali på et Air Jamaica-fly, da jeg var ni. Han sagde over samtaleanlægget: 'Jeg er Muhammad Ali, og jeg flyver dette fly. Men vær ikke bekymrede, for jeg er også den største til at flyve fly. Nu er jeg sikker på, at I alle vil have min autograf, så jeg kommer ned ad gangen og skriver autografer på alt det, I har.' Og det gjorde han. Jeg har stadig flybilletten fra Air Jamaica med hans autograf på."

Morello fortsætter:

"Muhammad Ali gjorde det mest sjældne: Han blandede frygtløst sine overbevisninger med sit kald. Hvor man offentlige personer i dag tør gøre det samme? Få. Han protesterede mod racisme, amerikansk imperialisme og fortalte magthaverne, at de skulle stikke det skråt op, uanset konsekvenserne. Ali talte for de underkuede og de fordrevne. Han talte magthaverne imod og var med sin store humor, karisma og uendelige talent i den grad Folkets Forkæmper."


 

 

 


ANNONCE