Nyhed

Apple Music afslører brugertal

I forbindelse med annonceringen af et redesign af sin Apple Music-app afslørede Apple antallet af betalende brugere

Tech-giganten Apple Music afslørede i går på sin egen udviklerkonference planer om at lancere et nyt design til Apple Music-appen på iPhone, som især skal gøre det nemmere for kunder, der anvender Apple Music. Til konferencen var der også noget andet, der vakte opsigt, nemlig antallet af betalende brugere, streamingtjenesten har opnået, som for nylig rundede 15 millioner. Det skriver NME.

Apples største konkurrent på dette område – Spotify – annoncerede tilbage i marts, at de havde oparbejdet 30 millioner betalende brugere – det dobbelte af hvad Apple nu har. Selvom dette kan virke som en enorm forskel, er en vigtig faktor tid. Apple har opnået dette antal af brugere på blot et år, hvorimod Spotify har brugt otte. I nyere tid har Apple haft eksklusiv debut på en række store udgivelser, såsom Drakes "Views" og Chance the Rappers "Coloring Book". Samtidig er de begyndt at tilbyde rabat til studerende, der bruger tjenesten, og med disse elementer kombineret lader det til, at Apple er klar til at gå efter Spotify med alt, hvad de har. 

Den tredje store streamingtjeneste, det Jay-Z-ejede Tidal, der blev lanceret sidste år, har ifølge Billboard tre millioner betalende brugere.


Teknologibranchen er i mange sammenhæng i rivende udvikling, og hvem der vinder den igangværende streamingtjeneste vil kun fremtiden vise. Læs mere om de nye features i Apples opdatering lige her.

ANNONCE