Nyhed

Volbeat i top 5 på amerikansk albumhitliste – og nummer 1 i Sverige

"Seal the Deal & Let's Boogie" opnår næsthøjeste placering for et dansk band på Billboard 200-hitlisten nogensinde

Volbeat fejrer internationale triumfer med deres nyligt udgivne sjette album, "Seal the Deal & Let's Boogie". Albummet går således direkte ind på fjerdepladsen på den officielle amerikanske albumhitliste, Billboard 200. Det er Volbeats bedste placering på hitlisten til dato, idet forgængeren, "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies" fra 2013 "kun" blev nummer ni på samme liste.

Det er samtidig den næstbedste placering til dato for et dansk band på Billboard 200-hitlisten. Volbeat er kun overgået af Lukas Graham, der i forrige måned debuterede på en tredjeplads på listen med deres "Lukas Graham (Blue Album)" og dengang slog Aquas "Aquarium", der blev nummer syv i 1997.

Volbeat debuterer samtidig på førstepladsen på den svenske albumhitliste, lige foran Roxettes "Good Karma", der er ny som nummer 2 og altså bliver slået af broderlandet på hjemmebane.


Den amerikanske albumhitliste toppes for sjette uge i træk af Drake og "Views", der også er nummer 1 herhjemme.

Den danske albumhitliste bliver offentliggjort i nat ved midnat, og mon ikke vi også finder "Seal the Deal & Let's Boogie" på førstepladsen her?

Volbeat kan opleves live to gange i Danmark i sommer, den 24. juni på Tinderbox Festival og den 29. juni på Nibe Festival.


Se musikvideoen til "The Devil's Bleeding Crown":

ANNONCE