Nyhed

Volbeat nummer 1 i syv lande – inklusive Danmark

Michael Poulsen & Co. fejrer internationale triumfer

Volbeat fejrer danske og internationale triumfer med deres sjette album, "Seal the Deal & Let's Boogie", der udkom 3. juni. I går skrev vi, albummet går direkte ind på fjerdepladsen på den officielle amerikanske albumhitliste, Billboard 200, samt indtager førstepladsen i Sverige.

Nu oplyser gruppens pladeselskab Universal Music, at albummet ligger på førstepladsen i hele syv lande, nemlig Tyskland, Sverige, Schweiz, Finland, Belgien, Østrig og Danmark. Desuden ligger det nummer 2 på albumlisten i Norge og Canada samt nummer 16 i England. I USA har bandet slået sin egen rekord og starter som nævnt som nummer fire på den officielle albumhitliste. På den liste, der udelukkende er baseret på albumsalg (digitalt og fysisk, det vil sige uden streams) ligger de nummer 2. 

Det er Volbeats bedste placering på den amerikanske hitliste til dato, idet forgængeren, "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies" fra 2013 "kun" blev nummer ni på samme liste. 


Det er samtidig den næstbedste placering til dato for et dansk band på Billboard 200-hitlisten. Volbeat er kun overgået af Lukas Graham, der i forrige måned debuterede på en tredjeplads på listen med deres "Lukas Graham (Blue Album)" og dengang slog Aquas "Aquarium", der blev nummer syv i 1997.

Volbeat kan opleves live to gange i Danmark i sommer, den 24. juni på Tinderbox Festival og den 29. juni på Nibe Festival.

Se musikvideoen til "The Devil's Bleeding Crown":

ANNONCE