Nyhed

Folkemøde 2016: Efter regnen ramte musikken

Bisse, Total Hip Replacement, Allan Olsen og en eventyrlig firserjam var en forrygende afslutning på regnfuld fredag på Folkemødet

Folkemødet sætter Allinge på den anden ende. Den normalt så stille by bliver invaderet og omdannet til debatter på kryds i en massiv mængde af telte, på scener og spontant blandt folk. Her er et formidabelt miks af kändiser, tv-kanalernes kommentatorer giver den i rollen som velbetalte ordstyrere og sikkerheden er i top. Men der er også det befriende, at folk og elementer gudskelov er en uberegnelig størrelse, og netop sådan blev det i går, da regnen faldt i mange timer, det blev koldt og som vi kender det fra Roskilde-smatten, opstod en fælles følelse af overlevlse og ståen imod, som gjorde den efterfølgende fest desto mere fantastisk. Og her spillede musikken i den grad ind.

Det er umuligt at nå det hele, og Gaffa opdagede hurtigt, at den til lejligheden opståede scene i Rosengade - hvor nogle af de effektive bagmænd for den årlige Wonderfestiwall i august, nogle herlige ildsjæle der alle kommer fra den samme Allingeklike og har fået et beundringsværdigt teamwork op at stå - var et unikt sted at opleve både debatter og efterfølgende musik. Både af den alvorlige slags, fællessang, dybt humoristisk jam og endelig en rigtig rockstjerne in spe i form af Bisse, som jeg så første gang og sødt kildrende rystede mig i min grundvold.

Bisse har på ingen tid udsendt fire udgivelser sprændfyldt med danske tekster, der virkelig vil noget og ofte fremføres fabulerende lidt à la Yahya Hassans profane take på mullah'ers koranmessen, men i Bisses tilfælde er vi til glam-messe med en ægte rockstjerne med en egen androgyn fremtoning, et rockdyr af den helt rigtige slags, der har virkeligt overbevisende sange og et band, der bakkede op på forbilledlig vis. Numre som Shotgun For Dig fra sidste års udgivelse Bitchin blev hamret langt ud over scenekanten i et show, som tog alle med. Bisse skal spille på Roskilde, og jeg glæder mig allerede. Ligesom han i aften kan opleves solo på Folkemødet. Det vil jeg se frem til!


Umiddelbart før Bisse var det trubaduren Allan Olsen, en gammel kending der også har sproget i sin magt, og som gjorde området omkring upåagtede Frederikshavn til nærmest hellig jord, da jeg første gang kom ind i hans tekstunivers for 20 år siden. Alene med sin akustiske guitar stod han der på scenen i samme telt og spredte lys foran et publikum, der stod langt udenfor teltet og slugte hvert et ord. En egen hengiven Olsenbande i en bornholmsk skumring.

Undervejs var jeg forbi Højskolernes telt i udkanten af det store festivalområde, hvor det unge fremstormende Århusband, Total Hip Replacement, havde en opvarmningstjans for Von Dü. Og udfyldte den til UG med kryds og slange. Orkestret der lige har udsendt deres anden EP, spiller en dragende blanding af reggae, funk, ska og elementer af world. World betyder jo så meget, men her er det et nært slægtskab til det vestafrikanske land, Ghana, som skinner igennem. Ghana som normalt kendes som highlife-musikkens vugge har også dygtige reggaekunstnere, og det unge band har allerede turneret i Ghana og spillet på nationalt tv dernede. Jeg hørte deres første plade for et år siden, og det var bestemt lovende, men udviklingen har siden da været imponerende, og de optræder med en på et gang uhøjtideligt og respektfuldt take på de caraibiske genrer i et dybt funky miks med tekster, der rammer. De spillede torsdag og her gik der frasagn om koncerten. Jeg tjekker dem igen i aften, hvor de igen skal spille på Århus Universitets båd, som er placeret midt i Allinge Havn.

Endelig endte vi tilbage i teltet i Rosengade, hvor en firserjam kom op at stå, som dels var velspillet og dels kaldte på smilet, fordi de involverede klovnede en masse og blandt andet gav ubetalelige versioner af Madonnas Like A Virgin og Steve Miller Bands Abdracadabra. Blandt mange andre. Blandt de hovedansvarlige var journalisten og musikeren Jakob Illeborg, Ken Gudman Prismodtager, Gustaf Ljunggren, Lars Skjærbæk, Signe Svendsen og mange andre. Super afslutning på en dag, der ellers havde stået i regnens tegn.


Vi fortsætter i dag. I hører om det i morgen.

ANNONCE