Nyhed

NorthSide-talsmand er tilfreds, selvom festivalen ikke blev udsolgt

GAFFA – alt om musik

Den syvende NorthSide er overstået efter tre dage med masser af musik i Århus Ådal med kunstnere som Iggy Pop, Chemical Brothers, Lukas Graham, Duran Duran og Beck blandt hovednavnene. Dagen derpå har vi fanget talsmand og booker John Fogde for at høre, hvordan han selv synes, festivalen er gået, hvad han vil sige til de kritikpunkter, der er kommet fra forskellige sider, og hvad vi kan forvente af festivalen til næste år.

Hvordan synes du selv, festivalen er gået?

– Jeg synes, den er gået fremragende. Vi har haft tre gode dage, folk har været glade, musikken har været fed, og alt det lavpraktiske omkring indgang, køer og så videre har fungeret 100 procent. Ikke mindst det, at vi er gået over til at blive Danmarks første kontantløse festival. Det gav kortere køer og i øvrigt også en højere omsætning end ventet.


Hvor mange billetter har I solgt – der blev jo ikke udsolgt som i de tre foregående år?

– Vi har endnu ikke de helt præcise tal, men vi har været omkring 30.000 personer på pladsen alt inklusive, herunder 5000 frivillige. Den samlede kapacitet på pladsen er 35.000 personer, så nej, der var ikke udsolgt, men vi er alligevel godt tilfredse. Vi har endnu ikke overblik over, om der bliver overskud. Vi har aldrig haft forventninger om udsolgt, men vi har da en forhåbning om udsolgt hvert år.

Tinderbox, der startede sidste år, og som har samme ejere som jer (den tyske festivalarrangør FKP Scorpio og de danske festivalarrangører Down the Drain og Beatbox Entertainment, red.), melder nu om næsten udsolgt. Tror du, de har taget noget af jeres publikum?


– Ikke umiddelbart, for det er jo to meget forskellige profiler. Tinderbox har masser af dj’s, og det har vi ikke, men det er da ikke noget, jeg kan afvise helt.

 

Sigur Rós skal ikke spille om eftermiddagen


Der har været en del kritik i pressen af, at lørdag aftens program var for stille med drømmende, længselsfulde toner fra Sigur Rós og Beach House lige efter hinanden på de to store scener. Det kunne dog ikke være anderledes, fortæller John Fogde.

– At sammensætte et program er altid et spørgsmål om det muliges kunst. Hvis vi kan få tilbudt bands som Sigur Rós og Beach House, siger vi ja tak, og hvis de så kun kan spille lørdag aften, må de gøre det. Men jeg synes heller ikke, at et band som Sigur Rós skal spille om eftermiddagen. Der er også nogle, der har skrevet, at vi burde have ladet Duran Duran spille lørdag aften, men vi kan godt lide at slutte med et brag søndag, og der var Duran Duran og Beck lige bagefter en fremragende fest at slutte af med.

Apropos programsætningen, så måtte I lukke for P6 Beat Stage søndag eftermiddag, hvor Phlake spillede, samtidig med at Twin Atlantic spillede for næsten ingen mennesker på Blue Stage. Burde de ikke have byttet plads?


– Nej, for Phlakes udtryk passer meget bedre til en intim scene som P6 Beat-scenen, mens Twin Altantics store lyd fungerer godt til en stor scene. Vi ville have gjort Phlake en bjørnetjeneste, hvis vi havde sat dem op på den store scene. Det er da ærgerligt, når folk går forgæves, men omvendt er det altid godt med en fyldt festivalplads, og så må vi bare konstatere, at Twin Atlantic ikke var så stort trækplaster, som vi havde håbet.

Der skete to strømafbrydelser under koncerterne fredag, først hos Yeasayer og senere hos Chemical Brothers. Hvordan kunne det ske? 

– I tilfældet Yeasayer var det, så vidt jeg er orienteret, noget af deres eget udstyr, der brændte af. Med hensyn til Chemical Brothers har jeg fået fortalt af den sceneanvarlige, at den generator, som driver anlægget på scenen, kan generere noget, som hedder nulstrøm. Og når det når et vist punkt, slår generatoren fra. Så kunne vi have sat den i gang igen, men vi valgte først at dobbelttjekke systemet for at sikre, at der ikke skete strømsvigt igen og igen.


 

Sidste år i Aarhus Ådal?

Anmeldere fra flere medier synes, publikum snakkede lidt for meget under koncerterne. John Fogde vil ikke afvise det, men har ikke planer om en større kampagne for at få folk til at tie stille.


– Jeg nåede desværre ikke selv at se så mange koncerter, så jeg ved ikke, om det har været særlig slemt på NorthSide, men det er noget, jeg generelt oplever, både på festivaler og på indendørs spillesteder – at folk taler mere nu under koncerter end for nogle år siden. Måske skyldes det, at folk ikke er vant til at koncentrere sig så længe om noget, fordi de hele tiden skal tjekke deres smartphone, jeg ved det ikke. Vi kan kun opfordre folk til at vise hensyn, og hvis vi kan finde på en sjov måde at kommunikere det ud til publikum, vil vi da overveje det, men vi vil helst ikke komme med udmeldinger, der kan virke nedladende og bedrevidende.

Der var en del børn på festivalen, og jeg så, at en festivalgæst havde foreslået jer at indrette et børneområde – er det noget, I har overvejet?

– Det er da hyggeligt med børn på festivalpladsen, og derfor er der gratis adgang for børn under 12 år. Det er tydeligt, at de har gode oplevelser, men vi har ikke planer om at udvikle os til en børnefestival – vi er først og fremmest en rockfestival. Jeg mødte i øvrigt en dreng på omkring 10 år, der havde armbånd på fra de sidste fire år. Og han kom for musikkens skyld.


Har I nogle ting i ærmet til næste år – hvor Aarhus jo også er europæisk kulturhovedstad?

– Vi kan konstatere, at mange af de ting, vi indførte i år, fungerede godt, så de vil vende tilbage. For eksempel den kontantløse festival og så det, at vi begyndte at fotografere koncerterne med droner. Droneteknologien er inde i en rasende udvikling, så jeg kan slet ikke forudse, hvad der sker på det felt. Vi har dog ikke nogen kobling til kulturhovedstad 2017. Til gengæld er det næste år, at vores kontrakt med kommunen om at bruge arealet i Aarhus Ådal udløber, og 2017 bliver sidste år, vi har en aftale om at bruge arealet. Vi håber dog, vi kan få forlænget kontrakten, og det er vi i løbende i dialog med kommunen om.

Man kunne i sidste uge læse i pressen, at I ikke har fået sendt jeres årsregnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden fristen 31. maj, og at I risikerer tvangsopløsning, hvis I ikke snart får sendt det regnskab. Hvordan kan det ske?


– Det var nogle regnskabsmæssige teknikaliteter, der skulle afklares, men det er de blevet, og regnskabet bliver indsendt i denne uge.

Hvad var dine egne største oplevelser på festivalen – du udtalte for nylig til GAFFA, at Duran Duran var nogle af dine absolutte yndlingskunstnere?

– Jeg nåede som sagt desværre ikke at se så mange bands, men jeg så Duran Duran og Beck, og de var helt forrygende, og det var Wilco også. Det er et af de bedste amerikanske bands i mange år.


ANNONCE