Nyhed

Tinderbox tabte 31 millioner første år

Festivalen forventer dog at få et millionoverskud i år

Umiddelbart før den anden udgave af Tinderbox åbner, har arrangørerne offentliggjort regnskabet for festivalens første år, 2015. Det viser et underskud på i alt 31.167.180 kroner.

– Vi investerede 31 millioner kroner i festivalens etableringsår, inklusive tilskuddet fra Odense Kommune. Det er rigtig mange penge – også lidt mere end forventet, så derfor er det selvfølgelig ekstraordinært dejligt, at vi nu kan se, at investeringen i festivalen, i Odense og Fyn allerede i år betaler sig tilbage i stor stil, siger festivalchef Brian Nielsen og henviser til, at der er tæt ved at være udsolgt til årets festival med under 1000 partoutbilletter tilbage. Han forventer derfor at kunne skifte det store million-underskud i 2015 ud med et stort overskud i 2016.

– Eksperter i festivalbranchen har sagt, at det tager fire-fem år at etablere en ny festival og få overskud, så med udsigt til udsolgt allerede i år ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal sige. Det er meget, meget overvældende, at vi kan samle 40.000 mennesker i Tusindårsskoven allerede i år to, og vi glæder os til festivalen som små galopheste, der står og skraber i startboksen, siger Brian Nielsen og fortsætter:


– Vi er selvfølgelig enormt stolte over den opbakning til festivalen, som vi har fået, og vi glæder os ubeskriveligt meget til Tinderbox version 2.0. Vi er ekstremt fokuserede på at honorere opbakningen med god service og gode forhold på pladsen, og vi er helt sikre på, at det fantastiske line-up vil sørge for underholdningen, siger Brian Nielsen.

Tinderbox løber af stablen fra 23.-25. juni. På de tre scener i Tusindårsskoven står blandt andre Rammstein, David Guetta, Volbeat, Suede, The National, Jason Derulo, The 1975, Band of Horses, Steve Angello, Fedde Le Grand, Lukas Graham, Veronica Maggio og Dizzy Mizz Lizzy. 

GAFFA er naturligvis til stede på Tinderbox og vil i de kommende dage bringer masser af anmeldelser, artikler og billeder fra festivalen.


Se Tinderbox' årsregnskab fra 2015 her

 


 


ANNONCE