Legenderne er måske døde, men deres rivaleri lever videre i bedste velgående
Det er næppe en hemmelighed, at der var rivaleri mellem Michael Jackson og Prince. Duellanterne begyndte allerede i begyndelsen af 80'erne, hvor de begge kæmpede om hitlisteplaceringer, men de holdt det dog forholdsvis civiliseret og forsøgte at undgå for hårde meningsudvekslinger i offentlighedens søgelys.
Nu tager Michael Jackson dog bladet fra munden i nyligt fundne gamle optagelser og giver klart svar på tiltale: Han brød sig ikke om Prince. Det skriver NME.
Optagelserne stammer fra 1988, hvor Jackson blev interviewet i forbindelse med hans biografi "Moonwalker". Her kommer han ind på sit forhold til den lilla højhed.
"Jeg har bevist mig selv, siden jeg var helt lille. Det er ikke retfærdigt. Han føler, at jeg er hans modstander," fortæller Jackson til intervieweren. "Jeg håber, at han ændrer sig, for manner, han får tæv. Han er typen, der måske kunne finde på at begå selvmord eller såadan noget."
"Jeg kan ikke lide at blive sammenlignet med Prince," tilføjer han bestemt.
Der findes adskillige historier om Jackson og Princes rivaliserende forhold. Da Jackson forsøgte at få Prince til at samarbejde på nummeret "Bad", afviste Prince ikke blot, han genindspillede hele nummeret alene og sendte det tilbage.
"Han er et af de mest uhøflige mennesker, jeg nogensinde har mødt," siger Jackson på optagelserne. "Han er meget konkurrenceorienteret. Han har været meget ond og modbydelig mod min familie."
Michael Jackson døde i 2009, mens vi mistede Prince den 21. april i år.