Nyhed

Nekrolog: Elvis' uddødelige guitarist er ikke mere

Scotty Moore skabte med sin Gibson-guitar lyden, der var selve signaturen bag The King og hans stemme. Han døde for to dage siden i Nashville, 84 år gammel

Det er en af de mest indflydelsesrige guitarister, der lukkede sine øjne for sidste gang for to dage siden. Det skete nærmest som en selvfølge i Nashville, og spørgsmålet er vel nærmest, om der findes en plads til hans urne i selve Graceland oppe i Memphis, 350 kilometer mod nordøst. Man må sige, at er der nogen der fortjener det, var det Scotty Moore.

Set i et historisk lys, var det Scotty Moore, der først begyndte at bruge de såkaldte power chords, en stil hvor den elektriske guitar slås an, så bare et par strenge er i spil. Det gør det langt nemmere at skifte fra akkorder til singlespil, og blev da også efterfølgende standard blandt stort set alle rockens guitarister. 

Oprindelig var Moore jazzguitarist og optrådte da også de første mange år med en Gibson-halvakustisk jazzguitar. Inspireret af legenden Chet Atkins, var det hans, Elvis' og rock'n'rolls held, at pladeselskabsejer, Sam Philips, i det legendariske Sun-studei i Memphis i staten Tennesee, satte den purunge countrysanger og lastbilchauffør sammen med den allerede erfarne guitarist. Her var det en speciel session i studiet tilbage i 1954, der viste, at kombinationen af Elvis Presley, Moore og bassisten Bill Black var den perfekte cocktail. Scotty Moore har siden sagt om den session, der udløste hittet That's Alright:


-Pludselig begyndte Elvis at synge sangen, sprang op og rundt og skabte sig, og så tog Bill bassen og flippede også ud, og jeg begyndte så at spille med dem. Jeg tror, at Sam Philips havde døren til mikserrummet åben, og han stak sit hoved ud af døren og spurgte "Hvad laver I?", og vi sagde "Det ved vi ikke!", men han sagde, "Okay, spil op til det, prøv at finde et sted at starte og gør det igen!" Han begyndte straks at optage, for det var den lyd, han havde ledt efter.

De næste år indspillede Scotty Moore i gruppen Blue Moon Boys, hvor trommeslager D. J. Fontana kom til, og over de næste år spillede de landet tyndt og her kom en lang række af de største hits fra Elvis Presley, blandt andre Heartbreak Hotel, Blue Suede Shoes, Hound Dog og Jailhouse Rock. Blandt mange andre. Elvis' fik her sit store gennembrud, og de fortsatte til Elvis Presley begyndte at arbejde i Hollywood og i 1958 startede sin militærtjeneste og rejste til det daværende Vesttyskland.

I 1960 kom Elvis tilbage og de næste år fulgte de op på succesen, der dog aftog en smule, da rock'n'roll blev afløst af nye orkestre som The Beatles og Rolling Stones. I 1964 udsendte Scotty Moore sin første soloplade, og selv om han ikke var med, når The King tog til Las Vegas og spillede, blev han alligevel kaldt ind, da Elvis skulle re-lanceres med det berømte '68 Comeback Special, et tv-transmitteret tvshow, hvor en forynget Elvis Presley ramte ind i hjertet hos alle og for alvor igen cementerede sin ikoniske status. Her ville han joke og lege, ikke mindst med sin guitarist, og blandt andet ville Elvis spille på den samme Gibson-guitar, som Scotty Moore. Elvis Presley døde i 1977.


Scotty Moore var meget efterlignet, og havde en speciel teknik, hvor han nærmest på bluegrass-manér ville have et plekter siddende på tommelfingeren, så lyden blev accentureret og desuden havde hans forstærker - den samme som forbilledet Chet Atkins brugte - en ekko-enhed, der gav Scotty Moore sin unikke lyd.

Han blev selvsagt hyldet livet igennem og blandt andet medlem af Rock'n'Roll Hall of Fame i 2000 og Memphis Music Hall Of Fame i så sent som sidste år.

Scotty Moore (1931-2016) - Æret være hans minde. 


ANNONCE