Nyhed

Spilleliste: 20 ukendte Coldplay-perler

Vi varmer op til ugens to danske Coldplay-koncerter

Med snart tyve år på bagen og status som et af verdens største bands er kufferten med hits fyldt godt op. Alligevel er der en masse interessante og fortrinlige Coldplay-numre, der aldrig har haft fornøjelsen af hitlisternes rangering.

GAFFA guider dig igennem de bedste af de relativt ukendte perler fra de ikoniske briter. Mange af numrene vil forekomme ukendte, mens andre måske virker mere bekendte. Én ting er sikkert, det er numre, der nok næppe vil være at finde på setlisten, hvis man er blandt de 100.000 gæster, der skal opleve Coldplay på dansk grund en af de kommende dage.

Du kan høre de 20 ukendte perler her forneden via Spotify.

 
1. ”Only Superstition” fra Brothers & Sisters (1999)

Årene op til, at Coldplay debuterede med albummet "Parachutes" udgav bandet, foruden et demo-kassettebånd med sangene "Ode To Deodorant" og den første udgave af nummeret "Brothers & Sisters", tre ep’er. Dette nummer stammer fra gruppens anden ep "Brothers & Sisters" og er et godt eksempel på den indierockede lyd, gruppen kommer fra, og som til stadighed kan skimtes i deres nu langt mere poppede lydbillede.



2. ”Bigger Stronger” fra The Blue Room (1999)

Et nummer, der igen på mange måder demonstrerer det ”gamle” Coldplay. Et halv-melankolsk og alternativt rocknummer, der i højere grad har simpel instrumentering og Chris Martins vokal i fokus. "Bigger Stronger" er også at finde på Coldplays selvfinansierede debut-ep "Safety" (1998).


3. ”We Never Change” fra Parachutes (2000)


En smuk ballade med en storladen tekst om livet og det at være mennesker. Nummeret har til trods for sin kvalitet altid ligget lidt i skyggen af singlen og storhittet "Trouble" fra samme album, der befinder sig i samme afdæmpede kategori.


4. ”No More Keeping My Feet on the Ground” fra Yellow-singlen (2000)

En b-side til singlen "Yellow", der uden tvivl var det allerstørste hit fra "Parachutes"-albummet. Det livsglade nummer har næsten et årti senere fået en pendant i sangen "Now My Feet Won’t Touch the Ground", der stammer fra Coldplays ep "Prospekt’s March" (2008). Lyrikken fra det nyere sidestykke gentages ligeledes i nummeret "Strawberry Swing" fra "Viva la Vida Or Death And All His Friends" (2008).



5. ”Amsterdam” fra A Rush of Blood to the Head (2002)

I mange Coldplay-fans øjne er albummet "A Rush of Blood to the Head" til stadighed bandets allerstørste. Det samme synes at være tilfældet med "Amsterdam", der på storladent vis afslutter netop det album. Alligevel har bandet kun spillet nummeret live enkelte gange siden 2003 og turnéen med "A Rush of Blood to the Head". Den 24. juni 2016 var der imidlertid 68.000 fans, der var heldige, da gruppen spillede sangen live til den ene af deres to udsolgte koncerter i præcis "Amsterdam".

Nummerets titel har efter eftersigende intet at gøre med byen ud over, at den skulle være skrevet selvsamme sted.



6. ”Warning Sign” fra A Rush of Blood to the Head (2002)

En følelsesmæssig stærk sang, der munder ud i en yderst melankolsk afslutning, der i særdeleshed giver anledning til at bekræfte myten om Coldplay som værende et klynkende popfænomen – men på den gode måde.


7. ”Crests of Waves” fra Clocks-singlen (2003)


Endnu engang er der tale om en b-side til en single – en fordel man havde dengang, der til stadighed blev udgivet singler analogt. En simpel og charmerende sang, der bestemt er et lyt værd og hvor den ofte citerede linje ”Nothing matters except life and the love you make” stammer fra.


8. ”White Shadows” fra X & Y (2005)

Modsat "A Rush of Blood to the Head" har albummet "X & Y" oftest været et særdeles udskældt album, som mange ikke mente levede op til forventningerne fra dets forgænger. Ikke desto mindre kommer mastodonter som "Fix You" og "Speed of Sound" fra pladen samt en del oversete dygtigheder, heriblandt sangen "White Shadows".



9. ”What If” fra X & Y (2005)

"What If" er endnu et af de stærke, men alligevel forbigåede numre fra "X & Y". Sangen har faktisk været udgivet som single i Frankrig, samt de fransktalende dele af Belgien og Schweiz, men ikke i den resterende del af verden. Det siges, at sangen handler om Chris Martins datter Apple, hvilket antages, fordi Chris Martin altid satte et æble oven på sit klaver, når han spillede sangen live.


10. ”Sleeping Sun” fra Talk-singlen (2005)


Et herligt og country-inspireret nummer, der igen er en b-side-sag, måske netop på grund af sit countryislæt. Nummeret minder nemlig på ingen måder om det, man ellers møder på "X & Y", men nærmer sig mere den lyd, der ses på Coldplays næste album "Viva la Vida Or Death And All His Friends" samt ep’en "Prospekt’s March" (2008).


11. ”42” fra Viva la Vida Or Death And All His Friends

Man skulle måske ikke tro, at det var muligt at finde et nummer på "Viva la Vida Or Death And All His Friends", der ikke havde haft airplay, men det kan man faktisk godt, og det er sågar et enestående et af slagsen. Sangen var eftersigende tænkt til at skulle være den første single fra pladen, men endte med at blive erstattet med "Violet Hill". Måske bandet ønskede at bevare mystikken omkring sangen og selve tallet "42", der er kendt fra blandt andet religion og astronomi samt forekommer som ”svaret på alt” i Douglas Adams’ roman "The Hitchhikers Guide To The Galaxy".


12. ”Death Will Never Conquer Me” fra LeftRightLeftRightLeft (2009) og Viva la Vida-singlen (2008)


Et ganske kort og yderst sing-along-venligt nummer, der igen er inspireret af country-scenen. "Death Will Never Conquer Me" er primært kendt fra live-pladen "LeftRightLeftRightLeft", som man oprindeligt udelukkende kunne fingrene i til deres koncerter henover foråret og sommeren 2009, men som senere også blev tilgængelig som gratis download på Coldplays hjemmeside. Det særlige ved dette nummer vil mange nok mene er, at det er trommeslager Will Champion, der synger, i stedet for Chris Martin, når det spilles live.

Sangen er også tilgængelig i en studieversion, som b-side på megahittet "Viva la Vida", med Chris Martin som vanlig ledende vokal.


13. ”Rainy Day” fra Prospekt’s March (2008)


Et meget tidstypisk nummer fra Coldplay i den periode: et storladent lydbillede gerne tilsat en masse spændende strenge heriblandt også strygere. Bestemt et lyt værd, hvis man ikke allerede er bekendt med nummeret fra ep'en "Prospekt's March".


14. ”Glass Of Water” fra Prospekt’s March (2008)

En formidabel sang, der på én gang rammer bandets meget tidstypiske lyd ligesom i "Rainy Day" og samtidig demonstrerer deres evne som stadionrockere. Et eksplosivt nummer med masser af tyngde, der også kan nydes i en live-version på den føromtalte plade "LeftRightLeftRightLeft".



15. ”Christmas Lights” (2010)

Coldplays eneste originale og yderst stemningsfyldte julesang, der blev udgivet mellem de to albums "Viva la Vida Or Death And All His Friends" og "Mylo Xyloto". Man har i andre julede sammenhænge ligeledes kunne høre gruppens udmærkede udgave af klassikeren "Have Yourself A Merry Little Christmas".


16. ”Don’t Let It Break Your Heart” fra Mylo Xyloto (2011)


Ligesom med "Viva la Vida Or Death And All His Friends" har "Mylo Xyloto" heller ikke så mange af de helt ukendte numre, blandt andet på baggrund af de analoge musikudgivelsers langsomme død. Men et af de alligevel knap så kendte af slagsen er det energifyldte "Don’t Let It Break Your Heart", der med sin bombastiske lyd og en kort, afsluttende sing-along ellers kunne have gjort sig glimrende som radiohit.


17. ”Atlas” fra soundtracket til filmen Hunger Games: Cathing Fire (2013)

"Atlas" er en del af det officielle soundtrack til den anden "Hunger Games"-film i rækken, "Catching Fire". Sangen er lavet i et kreativt samarbejde mellem Coldplay og stablen bag filmen, hvilket eftersigende skulle have været foregået temmelig glidningsfrit grundet Chris Martins begejstring fra "Hunger Games"-bøgerne.


Et smukt nummer, der stilmæssigt trækker tråde til Coldplays tidligere år, specielt omkring "X & Y", men også til få nyere numre fra for eksempel "Mylo Xyloto".


18. ”O” fra Ghost Stories (2014)

"Ghost Stories" er en meget atypisk Coldplay-plade, der er langt mindre stilfast og langt mere elektronisk inspireret, end hvad man har hørt fra bandet både før og efter – her tænkes der specielt på singlen "Midnight", der for mange står lidt som en ”ommer”. Være hvad det være vil, så er der alligevel nogle fortrinlige sange at finde på albummet. En af de mest fremtrædende er uden tvivl den beskedne "O", der omhandler ubetinget kærlighed og afrunder pladen på magisk vis. Sangen er delt op i to, hvoraf den første del ofte refereres til som "Fly On" og den sidste, med sit kirkelignende kor, der gentagne gange synger strofen "Don’t Ever Let Go", betegnes som "O". Det særligt interessante ved sidstnævnte er, at det er Chris Martins egne børn, der synger.



19. ”Fun” fra A Head Full Of Dreams (2015)

Coldplays nyeste plade "A Head Full Of Dreams" behøver naturligvis ikke at være i mål, hvad angår singler, men den elegante "Fun" er indtil videre i hvert fald ikke blevet valgt som værende airplay-potentiale. På det fængende down tempo-nummer medvirker den svenske sangerinde Tove Lo, der blandt andet er kendt fra hittet "Habits (Stay High)".


20. ”Army Of One” fra A Head Full Of Dreams (2015)


Endnu et prægtigt nummer fra "A Head Full Of Dreams," der handler om modet, man får igennem kærlighed. Foruden selve "Army Of One" byder nummeret også på et skjult nummer, der kommer cirka halvvejs. Nummeret kaldes "X Marks The Spot" og ligger stilmæssigt langt fra "Army Of One", eftersom det lugter lidt af r&b. De to numre er, ifølge Chris Martin, kombineret med den hensigt, at "X Marks The Spot" skal fremgå som en overraskende og ”skjult skat”. Andre spekulationer går imidlertid på, at det nærmere handler om, at de to numre hver især er for korte til at ligge alene.


Varm op til Coldplay og hør de 20 ukendte perler i Spotify her:

ANNONCE