GAFFA har talt med Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, om en veloverstået Roskilde Festival, der tegnede sig så stille og roligt, som en festival nu kan forløbe
Nu da årets Roskilde Festival er veloverstået, har GAFFA talt med festivalens talskvinde, Christina Bilde, om, hvordan afviklingen er gået.
Festivalen har tegnet sig stille og roligt, og det til tider regnvåde vejr har ikke haft den store indvirkning på festivalgængernes humør. Stemningen bliver helt overordnet betegnet sig som rigtig god.
Samtidig fortæller Bilde, at det har været en succes med udviklingen af nye scenerum, og at de kunstneriske initiativer har vakt deltagelse og engagement. Udfra det talstærke publikum fremmøde slår hun også fast, at Red Hot Chili Peppers var den helt rigtige booking til Orange Scene, selvom det amerikanske band endnu en gang fik anmeldernes skarpe pen at mærke.
"Det har været virkelig fedt for i år," udtaler Bilde.
Overordnet set, hvordan er det gået med afviklingen af årets Roskilde Festival? Har I været tilfredse med den?
- Vi har været meget tilfredse. Det er gået sindssygt godt. Sådan helt overordnet er det gået sindssygt godt. Det er både i forhold til de nye ting, vi har gjort med udvidelsen af pladsen og en ny scene som Countdown, som vi virkelig synes fungerede, og scenografien på Avalon, som virkelig bare har løftet oplevelsen i den grad.
- Både Countdown og Apollo, de scenerum, der var skabt foran, var også virkelig noget deltagerne tog imod. Og sådan noget som at følge Art Zone helt ind til Food Court, ind i det, som vi kalder Ovalen, var også virkelig vellykket. Man så virkelig folk gå på opdagelse, se på kunst, gå ind i kunsten, hvis man kan sige det sådan, på en helt anden måde.
- Så rigtig mange af de ting, vi satte i søen og har gjort af nyt, har virkelig løftet og er blevet taget godt imod.
- Vi er meget tilfredse med det, vi i virkeligheden altid har gjort, men som lykkes ekstraordinært godt i år, nemlig at lave det der tværsnit, hvor vi får kunst og musik og et fokus på det, som vi har haft på lighed og menneskerettigheder, til at spille sammen. Så der har været en rød tråd i det - ikke hele vejen igennem, men i noget af det. Det er jo meget oplagt at nævne Yes Men-projektet om digital overvågning ...
Den fik da også en del reaktioner?
- Det viste bare på alle måder, hvor godt det virker hos os at invitere kunstnere med, der også udfordrer formatet, som er klar til at lege med på de muligheder der er på Roskilde Festival, og på den måde også får skabt noget debat og vakt engagement. Altså, sådan en lidt mere aktivistisk form for kunst, der virker rigtig godt hos os.
- Det var de et godt eksempel på, og det synes jeg også, at den VIP-lounge, som Superflex lavede for pantsamlere, er. Jeg synes i det hele taget, at det fungerer rigtig godt at invitere kunstnere ind og give dem de rette muligheder og rum for udfoldelse. Det synes jeg man har kunnet se med vores graffitti, hvor vi blandt andet havde flere 3D pieces, der var rigtig vellykkede, og et tegn på godt samarbejde helt grundlæggende.
- Det har været virkelig fedt for i år!
Lidt mere kritisk vil jeg gerne spørge ind til, hvorvidt om man kan tale om fejlplaceringer af Alex Vargas på Gloria, Phlake på Rising og New Order på Arena? Burde de ikke have haft større scener? Hørte New Order for eksempel ikke hjemme på Orange Scene i stedet?
- Sådan nogle som Phlake er jo faktisk et rigtig godt eksempel på det, vi har, når vi booker navne som er upcoming. Fra vi booker dem til de står på scenen, sker der faktisk rigtig meget, og de får en rigtig stor crowd, som gerne vil se dem. Så det er den balane der altid er med upcoming navnene.
- Jeg ved ikke om man kan kalde det en fejlplacering, men det er nogle gange et vilkår, når man har de der navne, som bare bryder igennem på den der relative korte tid, der er fra booking til de står på en af vores upcoming-scener.
- Der er jo flere aspekter, der udgør en god koncertoplevelse. Nogle gange skal musikken også bare passe til det scenerum, der er, det skal være med til at understrege scenerummet. Det synes jeg, at Alex Vargas på Gloria var rigtig god til.
- Og New Order ... Der kan altså alligevel være 17.000 mennesker ved Arena, og netop fordi, at vi har fået åbnet på siden af Arena mod øst, et projekt vi har arbejdet på i et par år, så man ikke nødvendigvis står indenunder teltdugen, men faktisk kan stå udenfor, hvor der er højtalere og være en del af en fest - som man virkelig må sige var der til New Order.
- Som altid en overvejelse, som man kan sætte spørgsmål til, både om der kan være plads til mange mennesker, men også om det er det rigtige rum for musikken og for artisterne. Og der kan Arena bare noget, og synes jeg også kunne noget i forhold til New Order med den måde, man oplever det på med telt over - men godt nok et meget stort telt.
- Så bare for at sige: fejlplaceringer er nok et meget stærkt ord at bruge.
Vi kommer ikke udenom, at Red Hot Chili Peppers vakte opsigt for deres koncert med masser af lunkne anmeldelser i kølvandet. Hvordan forholder I jer til, at de blev booket i år igen?
- Altså, for os var det den helt rigtige booking. Det synes jeg, at fremmødet og den deltagelse og det engagement, som vores deltagere udviste, de blev stående talstærkt oppe foran, bekræfter. Så er der altid blandede anmeldelser, og sådan er det. Men helt klart en stærk koncertoplevelse, som blev bakket ret forrygende op, må man sige, af publikum.
Vi var forholdsvis heldig med vejret, det blev aldrig til den store mudderfest, og det må også have haft en indvirkning på festivalgængernes humør. Er det ellers forløbet roligt på festivalpladsen? Der har i medierne været tale om, at der var flere meldinger om voldtægt end tidligere. Men det fremhæves også, at det kan skyldes, at politiet behandler sagerne anderledes end tidligere.
- Uden at jeg kender detaljerne om rapportering, så er det dét, vi får at vide af politiet, at det nok mere skyldes det end en reel stigning. Og det som politiet ellers fortæller er, at det har været en ekstraordinær stille og rolig festival. Altså, så stille og rolig, som en festival nu kan være. Så det har været en rigtig god festival, og det har man også fornemmet derude på stemningen. Folk har været glade, og vejret har godt kunnet være bedre, kan man sige, men det har bestemt ikke påvirket sådan folk var sure eller triste. Tværtimod.
- Der har også været færre tyverier, så på den måde har det været en god festival - også fra en politimæssig side - og det er også vores egen oplevelse. Det har været en vellykket festival, hvor folk passer på hinanden og opfører sig ordentligt over for hinanden. God stemning!
Det har også været oppe i medierne, at der har været en udbredt brug af lattergas blandt festivalgængere i år. Er det noget, I har bemærket?
- Lattergas er jo ikke ulovligt, det lyder lidt mærkeligt, kan man jo sige, men lattergas har jo eksisteret generelt i nattelivet i nogle år, og så er det også på Roskilde Festival. Jeg har ikke indtryk af, at der har været mere eller mindre, men ja, det er her, og vi opfordrer til, at man tænker sig om og passer på hinanden. Det er jo ikke ulovligt, så det er på den måde noget, som er svært at slå ned på - andet end at man opfordrer til, at man tænker sig om og passer på.
- Vi har et samarbejde med Sundhedsstyrelsen, som siger, at man kun oplever det halve, hvis man er helt væk, og det gælder jo sådan set også alkohol. Og det gælder også stoffer, som til gengæld er ulovlige.
Er det for tidligt at spørge om, hvad vi kan forvente til næste år?
- Det bliver meget svært at være konkret. Men det er helt klart, at det arbejde, som vi også har gjort i år, det med at udvikle scenerummene, det fortsætter vi med, og udvikle bydelene omkring scenerummene også. Men sådan at være meget konkrete, det er for tidligt at sige her et par dage efter festivalen. Men jeg kan love dig for, at rundt omkring i hele organisationen går folk allerede rundt og tænker, hvor skal vi gøre det bedre. Fordi sådan er vi bare indrettet. Man får altid lige ideer, mens festivalen er i gang.
Afslutningsvis vil jeg da gerne lige høre, hvad din bedste koncertoplevelse på Roskilde Festival i år var?
- For mig helt personligt var det PJ Harvey. Jeg har jo svært ved at planlægge visse koncerter, men jeg havde én koncert, som jeg rigtig gerne ville nå. Og det var PJ Harvey. Det nåede jeg. Så det var på samme tid meget heldigt, meget, meget lykkeligt, og samtidig en fuldstændig fantastisk oplevelse. Jeg synes ... Ja, hold da op ... Det blæste mig omkuld.