Mads Langer giver en intim solo-koncert i storslåede rammer den 27. december
Mads Langer indtager Koncertsalen i DR Koncerthuset og afslutter året med manér i et intimt akustisk set-up. Det sker tirsdag den 27. december, klokken 21.00.
Mads Langer har været aktuel, og knækket hitlisterne utallige gange, siden han debuterede med "Attention Please" tilbage i 2006. I marts i år udgav han sit femte studiealbum, "Reckless Twin". GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen skrev: "På Reckless Twin vil den sukkersøde popsnedker tilsyneladende noget mere end blot være den elskelige popsanger." Læs hele anmeldelsen her.
Det er ikke første gang, at Mads Langer gæster scenen i DR Koncerthuset, og de tidligere oplevelser har da også sat sit mærke i musikeren. "Siden 2012, hvor jeg spillede to udsolgte koncerter i DR Koncertsalen, har jeg drømt om at komme tilbage. Det er en fantastisk sal, hvor man virkelig kommer helt tæt på publikum," fortæller han.
Og Langer længes da også efter at komme helt ind under huden på publikum. Med den kommende akustiske koncert i sigte glæder han sig desto mere til jul. "Netop det med at kravle helt ind under huden på publikum er det, jeg drømmer om vil lykkes, med mine akustiske solokoncerter. Det er længe siden, jeg har glædet mig så meget til jul," siger han.
Fang Mads Langer solo i DR Koncerthuset tirsdag den 27. december, klokken 21.00. Billetter er i salg og kan skaffes via www.drkoncerthuset.dk