Video: Steven Adler spiller trommer med Guns N'Roses for første gang i 26 år

Video: Steven Adler spiller trommer med Guns N'Roses for første gang i 26 år

Guns N' Roses har haft deres oprindelige trommeslager Steven Adler tilbage i stolen for første gang siden 1990. Det skete til en koncert i Cincinnati. Det skriver NME. Se videoklip her forneden.

Selvom Axl Rose, Slash og Duff McKagan fra den klassiske line-up af Guns N' Roses under stor medie- og fanbevågenhed er gået sammen igen for en amerikansk turné, har de indtil videre brugt trommeslager Frank Ferrer, som har spillet med Axl Rose i Guns N' Roses siden 2006.

Adler blev inviteret på scenen til at spille to sange under koncerten på Paul Brown Stadium, nemlig "Out Ta Get Me" og "My Michelle". Det er et nostalgisk øjeblik, som også frembringer stor fanjubel, da den smilende Adler sætter sig til rette bag trommerne.

Det har længe været spekuleret i, hvorvidt Adler ville slutte sig til det øvrige band efter gendannelsen. Han blev fyret fra bandet i 1990 på grund af et alvorligt misbrug og erstattet af Matt Sorum, der havde spillet med The Cult.

Det er blevet rapporteret, at Adler ikke var i stand til at deltage i "Not In This Lifetime"-turnéen, fordi han tidligere på året havde gennemgået en rygoperation. Koncerten forløber dog harmonisk - modsat alle forventninger, fristes man til at skrive - og de åbner for muligheden af, at Adler kan medvirke yderligere.

Med på turnéen er også keyboardspiller Dizzy Reed og guitarist Richard Fortus.

Se Steven Adler tilbage i Guns N' Roses for første gang i 26 år her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA