Nyhed

Trailerpark Festival lancerer ny scene

Musikfestivalen vil eksperimentere ved at komme mere end blot musik på scenen

Den farverige musikfestival på Vesterbro, karakteriseret ved campingvogne og hyggelig belysning, annoncerer nu en ny fjerde scene - en scene der på overraskende vis ikke skal centrere sig omkring musik, men derimod omkring mad.

Den nye scene bærer det rammende navn "Gourmet" og byder ud over mad, på alternativ underholdning i form af poesi, musik, dokumentarfilm og performancekunst. Trailerpark selv beskriver scenen som et "low key setting, hvor gæster kan få et afbræk fra de tre musikscener og slappe af, mens de nyder mad, vin, bobler og specialøl".

På scenen vil man kunne finde korte dokumentarer fra VICE segmentet "Munchies", musik fra blandt andet Di Garbi og Simon Muchinsky (sidstnævne producer og musiker i When Saints Go Machine) samt mere dybdegående underholdning såsom "A collection of Stories” - en rørende kortfilm om unge flygtninge.

Ud over den nye scene vil festivalen tradition tro have masser af musik og underholdning på de originale tre scener, samt lækker mad, der med et bredt spænd, strækker sig fra japanske dumplings til bæredygtig fish & chips.


Festivalen har i år 10 års jubilæum, hvilket kun tyder på, at det bliver en endnu mere lovende affære. 

 

Trailerpark Festival løber af stablen den 28. - 30. juli på Vesterbro, i Copenhagen Skatepark - billetter kan købes via deres egen hjemmeside lige her.


 

ANNONCE