Nyhed

Lyt: Her er juni måneds 11 essentielle sange

11 stærke numre med blandt andre Julias Moon, The Strokes, Father John Misty og mange flere

Vi er i fuld gang med en ny måned, og traditionen tro har vi lavet en playliste med månedens 11 essentielle sange.

     1.  Sampha - Timmy’s Prayer

Selvom Sampha har arbejdet sammen med både SBTRKT, Drake, Solange Knowles og Kanye West, er det længe siden, at han har udgivet solomateriale. Timmy’s Prayer er det første nye nummer i de tre år. Den engelske sanger filosoferer over kærligheden med hvislende vokal, der udfolder sig i et rungende lydunivers.

 

  1. The Strokes - Oblivious

Det omsværmede garagerock-orkester har ikke givet lyd fra sig siden albummet Comedown Machine fra 2013. Oblivious er første single fra den korte ep Future Present Past, der er udgivet på forsanger Julian Casablancas eget pladeselskab Cult Records. Lyden er som sædvanlig drevet af fængende guitarriffs og Casablancas kradsende vokal.


 


  1. Unknown Mortal Orchestra - First World Problem

Der er blusset op for funk-lyden på orkestrets første originale sang siden deres album Multi-Love, der udkom sidste år. Nummeret er indspillet i et kort pusterum fra deres tætpakkede tourprogram og er højbelagt med både blæsere, synth og velkendte guitarklange.

 

  1. M.I.A. - Poc That Still A Ryda

Det seneste album fra M.I.A. er muligvis hendes sidste. Sangerinden har selv udtalt, at Poc That Still A Ryda er en smeltedigel af lyde, der definerer albummet. Det er da også et mangfoldigt lydbillede, der arbejdes med, når messende kor flettes ind under slæbende hiphop-beats. 


  1. Father John Misty - Real Love Baby

Josh Tillman har mange jern i ilden. Han har komponeret musik til serien House Of Cards, og singlen Real Love Baby vil ikke være at finde på hans kommende album, men kan i stedet betragtes som et lille ben smidt ud til hans hungrende lytterskare.

 

  1. Banks and Steelz feat. Ghost face Killah - Love + War

Wu Tang Clan-rapperen RZA er gået sammen med Interpol-forsanger Paul Banks og dannet duoen Banks and Steelz. De proklamerede allerede for tre år siden, at de arbejdede på et album. Love + War er første smagsprøve, og der bliver ikke sparet på noget. En syngende guitar, et hæsblæsende flow og blæserarrangementer støber nummeret.

 

  1. Julias Moon - Camera

I dagene, der ledte op til udgivelsen af duoens nye single, kunne man på Facebook høre fire takter om dagen. Spændingen er blevet udløst med et hæsblæsende dansenummer, der er første single siden On The Run og AM, der udkom sidste år.


 


  1. BØRNS - It’s You

Det er den amerikanske sanger Garrett Barns, der står bag kunstnernavnet Børns. Hans debutalbum Dopamine modtog kritikerroser for sin fløjlsbløde produktion. It’s You er første single fra hans kommende album, og lyden er stadig honningsød.

 

  1. Bat For Lashes - Sunday Love

Sunday Love er et brudstykke af konceptalbummet The Bride, der fortæller historien om en kvinde, hvis forlovede dør i en bilulykke på vej til deres bryllup. Sangene har omdrejningspunkt i brudens smerte, frustration og refleksioner. På den måde er singlen også svælgende melankolsk med lystklingende vokal over et stormfuldt beat.

 

  1. Júníus Meyvant - Mighty Backbone

Den islandske musiker brød lydfladerne med den dragende Color Decay, der strøg som et frisk pust over sendefladerne med sin kombination af jordbunden folk og soul-associationer. I sidste måned udgav han debutalbummet Floating Harmonies. Andensinglen Mighty Backbone er et rammende billede på hans lydunivers, der som et kroget egetræ strækker sig fra rødderne op i højderne.


 


  1. Craig David - One More Time

Skægget er stadig geometrisk skarpt og fraseringerne stadig bløde som smør. Craig David er vendt tilbage til rampelyset, og One More Time er tredje single fra hans kommende album Following My Intuition, der efter sigende udkommer til efteråret.

 

 


ANNONCE