Forskning: Kærlighed til popmusik er ikke medfødt

Ny hjerneforskning stiller den gamle, antagede tese om, at vores hjerner har en medfødt hang til vestlig musik til skamme. Det skriver Politiken i dag. Forskningen antyder nemlig, at evnen til at afkode popmusik er tillært og ikke blot noget naturligt givet.

Studiet ("Indifference to dissonance in native Amazonians reveals cultural variation in music perception") er netop blevet offentliggjort i tidskriftet Nature og er foretaget blandt andet af et amerikansk forskerhold fra MIT i Massachusetts.

De har lokaliseret Tsimane-folket i en afkrog af den bolivianske del af Amazonas regnskov. Her har de indfødte en musikkultur, der stadig er helt uberørt af vestlig indflydelse. De har for eksempel været vant til kun at lytte til én sanger eller ét musikinstrument ad gangen.

Forskere har opstillet et eksperiment, der beror på forskellen mellem konsonans eller dissonans. Det vil sige på forskellen mellem det harmonisk velklingende og det ikke-velklingende. De to er faste komponenter i vestlig musikkultur, hvor den sidstnævnte for eksempel bruges til at skabe spænding i musikken, der venter på at blive forløst. 

Det er et kneb, der oftest bruges i popmusik til at bygge op til de store omkvæd, der bider sig fast i lytterens interesse og måske endda også fordrer, at denne synger med. 

Ved at udsætte forsøgspersoner for henholdsvis velklingende og ikke-velklingende lydbidder og sammenligne deres reaktioner ud fra en firepunktsskala med reaktioner fra testpersoner fra den bolivianske hovedstad La Paz, der til en vis grad er påvirket af den vestlige musikkultur, og amerikanske musikere og lægfolk, som naturligvis har den på rygraden, har forskerne fundet ud af, at stammefolkene synes lige godt om både de velklingende og ikke-velkingende lyde – modsat de øvrige testpersoner, der bemærker en forskel og vægter harmoniske lyde højere.

De disharmoniske lydbidder skar med andre ord ikke stammefolkene i ørerne på samme måde, som de gjorde i de vestlige ører.

Det får forskerne til at drage den konklusion, at hvordan vi opfatter musik og forholdet mellem tonerne i høj grad er tillært, modsat tidligere formodninger om, at dette skulle være medfødt.

Musikteoretiker og hjerneforsker Niels Chr. Hansen fra Grundforskningscenteret 'Music in the Brain' på Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium siger til Politiken: "Det er et meget interessant studie. Lige siden middelalderen har man i musikteoretiske kredse diskuteret, om evnen til at afkode konsonans og dissonans er medfødt, eller om man skal udsættes for vestlig musik, før man udvikler evnen. Det amerikanske forsøg peger på, at det er det sidste, der er tilfældet."

Det betyder med andre ord også, at tidens store popstjerner som Rihanna og Justin Bieber nødvendigvis ikke ville hitte stort i regnskoven. Da de ikke på forhånd er blevet socialiseret i den vestlige musikkultur og har internaliseret dette, vil de ikke afkode, det som vi betegner et pophit, på samme måde som en vestlig lytter. Det strukturelle greb, der ligger i den lydlige perception af en popsang, synes derfor at være funderet i en kulturel konstruktion.

"Den musik, som vi spændingsmæssigt oplever som bølger og dale, vil de isolerede stammefolk opleve som flad og ganske givet uinteressant. Så de vil nok ikke lade sig rive med, som vi gør det, når vi lytter til popmusik eller andre vestlige musikgenrer," fortsætter Niels Chr. Hansen.

Han påpeger, at det kunne være interessant nu at undersøge, hvorvidt der er et bestemt tidspunkt i opvæksten, hvor hjernen er særlig modtagelig for at lære at afkode dissonans i musik og således bliver udstyret med en avanceret musikfornemmelse.