Nyhed

Grøn Koncert-aktuelle Stine Bramsen og Nabiha: – Publikum skal have noget kvindelig styrke og charme

Det grønne publikum kan glæde sig til masser af kvindelig styrke og charme, når Stine Bramsen indtager scenen med sin meningsfulde popmusik.

Det grønne publikum kan glæde sig til masser af kvindelig styrke og charme, når Stine Bramsen indtager scenen med sin meningsfulde popmusik. Hun vil dog ikke være den eneste stærke sangerinde på scenen – for hun har nemlig inviteret Nabiha med rundt på Grøn Koncert-turnéen.

Hvad var jeres første tanke, da I fandt ud af, at I skulle spille på Grøn Koncert?
Stine: – Jeg er megastolt og glad for at skulle med på den grønne karavane som solist. Det er stort. Jeg glæder mig til at lave en girl power-fest – på min egen måde.

Nabiha: – Jeg glæder mig til at optræde med Stine – og til at repræsentere en tung del af dansk musik på Grøn Koncerts scener rundt i landet.


Hvad håber I, at jeres optræden på Grøn Koncert kan føre med sig af positive ting?

Nabiha: – Jeg håber på at få en masse gode oplevelser på Grøn Koncert-touren – både de musikalske og personlige. Jeg skal bare nyde det hele fuldt ud. 

Stine: – Jeg ved, hvor mange mennesker der dukker op til koncerterne, og det betyder selvfølgelig en chance for at nå ud til en masse nye mennesker for mit vedkommende. Og forhåbentlig give dem lyst til at høre mere af min musik. I det bredere perspektiv håber jeg selvfølgelig, at jeg kan være med til at trække en masse folk til, så vi kan få samlet en kæmpe pose penge ind til Muskelsvindfonden.


Hvad er jeres bedste minde fra at have optrådt på Grøn Koncert?

Stine: – Musikvideoen til Heatwave (Alphabeat-sang, red.) er jo et stort minde fra vores fantastiske koncerter i Grøn Koncert-regi – og en hyldest til publikum, der giver sig hen til varmen, ordene og dansen.

Nabiha: – Jeg har ikke spillet Grøn Koncert før, men jeg er kommet som gæst, siden jeg var teenager. Så jeg glæder mig mest af alt til at give den alt, hvad jeg har på scenen. Og til sammen med mine kolleger at repræsentere Grøn Koncert-familien og det, den står for, rundt i hele Danmark.


Hvad betyder ”plads til forskelle” for jer?

Nabiha: – Jeg synes faktisk det er noget af det vigtigste, vi kan sætte fokus på. Særligt i den verden vi lever i lige nu.

Stine: – Jeg er helt enig. Det har aldrig været vigtigere at snakke om forskelle blandt mennesker som en positiv ting for vores samfund, end det er nu. Alle kan bidrage med noget vigtigt, alle er noget værd, og alle er velkomne! Og det er ligegyldigt, hvilket køn, hvilken baggrund eller hvilket handikap, du måtte have.


Hvad betyder det for jer, at det er frivillige der får Grøn Koncert til at fungere?

Nabiha: – De er en essentiel del af hele maskineriet. Det er dem, der får showet til at køre år efter år. Deres glæde smitter af på os alle sammen, og det er overskuddet af deres salg, der er med til at afgøre, hvor mange penge der bliver samlet sammen til Muskelsvindfonden år efter år.

Hvad er det fede ved Grøn Koncert-publikummet?


Stine: – At de oftest er kommet med åbne ører og hjerter og en lyst til at hengive sig til musikken og festen.

Hvad glæder I jer mest til ved at skulle optræde sammen?

Stine: – Nabiha er en stærk og smuk kvinde med et stærkt og smukt talent. Og så har hun bare et nærvær på scenen og en ro i det at stå der, som jeg elsker at se på. Vi bliver nogle af de eneste kvindfolk på Grøn Koncert i år, så jeg glæder mig til, at vi sammen skal vise noget kvindelig styrke og charme i musikken.


Nabiha: – Jeg har hørt Stine live flere gange, og hendes vokal er stærk og distinkt – hun er altid on point. Jeg elsker det, hun repræsenterer, og jeg tror, at vores stemmer, musik og ikke mindst looks kommer til at komplementere hinanden rigtig godt.

Hvordan vil samarbejdet mellem jer fortsætte efter Grøn Koncert?

Stine: – Det vil tiden vise. Måske vokser der noget frem, som vi ikke lige kan slippe igen. Måske bliver det eneste chance nogensinde for at opleve os to på en scene sammen!


Læs mere på Grøn Koncerts hjemmeside

ANNONCE