Nyhed

Grim Fest-booker: – Oplev verdensnavn til en stor havefest

Brabrand-festivalen finder sted i ejerens private gemakker

Årets Grim Fest finder sted 29.-30. juli i Brabrand. GAFFA har talt med Grim Fests bookingansvarlige John Fogde om hans musikanbefalinger, og hvorfor festivalgængere netop skal tage til den festival, han kalder Danmarks hyggeligste havefest.

Hvem glæder I jer mest til at opleve til Grim Fest?

– Der er flere kunstnere, som vi glæder os til. Det er klart, at et navn så legendarisk som Laid Back bliver sjovt at se derude; at have et verdensnavn til det, man i bund og grund kunne kalde en stor havefest, er da fantastisk. Så er det også skønt at WhoMadeWho og Turboweekend vender tilbage, og at Folkeklubben skal spille herude for første gang. Det bliver rigtig fedt.


Hvilke koncerter anbefaler du særligt?

– Jeg synes, at programmet lægger op til en god blanding og mix inden for musikkens verden. Mange af de navne, som vi har på programmet i år, bevæger sig over mod noget dancehall og balkan, eller blander genrer på forskellige måder. Samtidigt har vi også en urban vinkel på Grim. Vi har for eksempel Gilli og Sivas på programmet. Det er vores intention, at der skal være fest, højt humør og et enormt energiniveau på pladsen, så det er vi gået benhårdt efter. Derudover kunne man sige om programmet, at halvdelen af det består af meget etablererede navne, som folk vil kende fra radioen, mens den anden halvdel er helt nye ting med fokus på specielt det aarhusianske vækstlag. Jeg håber og vil helt klart anbefale, at folk vil dykke ned i nogen af de mindre navne og se, hvad der rører sig i musiklivet i Aarhus.

Hvorfor skal man tage til Grim Fest?


– Vi betegner os selv som Danmarks hyggeligste havefest. Grunden til, at vi i år kører programmet over to dage, er simpelthen også for at fastholde den her hyggelige feststemning, som kendetegner vores festival. Samtidigt er nogle virkeligt lækre omgivelser på pladsen, som er med til at gøre festivalen helt særlig. Det hele foregår i ejeren Aages baghave, og det vil sige, at han og hans familie byder festivalens gæster ind i sine private gemakker, hvilket giver en helt unik stemning.

Læs mere på Grim Fests hjemmeside

 


 

ANNONCE