En overflod af r&b, pop og soul til denne uges Fredagsrock
Tivoli er som hver sommer klar med deres årlige installation af Fredagsrock, og denne uge er det de danske teenage-hjerteknusere fra Scarlet Pleasure samt soul-sangeren Patrick Dorgan, der skal skabe en fest på plænen i Tivoli.
Sidste år væltede Scarlet Pleasure Haven med glade Fredagsrockgæster, og efter en succesrig sommer med adskillige velbesøgte koncerter på landets største festivaler - heriblandt Roskilde Festival, Tinderbox og NorthSide - vender den populære trio nu tilbage til Tivoli.
Scarlet Pleasure slog for alvor igennem i 2014 med singlen "Windy", som vandt indpas hos danske radiokanaler og desuden gik hen og blev valgt som Årets Uungåelige på P3. "Windy" blev fulgt op af ep'en "Mirage", der ligeledes blev taget godt imod og den førte til adskillige udsolgte koncerter – heriblandt bandets optræden ved Fredagsrock 2015, som var en af de mest besøgte koncerter det år. Nu er de klar til at gøre succesen efter, når de gæster Tivoli igen – denne gang med deres debutalbum "Youth is Wasted on the Young". I år har de ekstra forstærkning med sig, i form af den danske soul-sanger Patrick Dorgan, der på kort tid har sunget sig ind i danskeres hjerter med sange som "On The Way Down" og "Marilyn".
Det hele kommer til at foregå fredag den 29. juli klokken 22.00. Billetter samt mere info omkring Fredagsrock kan findes lige her.