Nyhed

Stine Bramsen og Phlake afløser Haim til Fredagsrock i Tivoli

Den amerikanske poprockgruppe er blevet nødsaget til at aflyse deres optræden i København

Den populære række af sommerkoncerter i Tivoli får en ændring i programmet, da det amerikanske band Haim har måttet aflyse deres optræden fredag den 12. august. Stine Bramsen og Phlake erstatter dem med en dobbeltkoncert på Plænen.

For cirka tre uger siden annoncerede poprock-trioen via Twitter, at de aflyste deres Europa-turné, da de har valgt at fokusere på færdiggørelsen af deres nye album. Hurtigt herefter var Tivoli klar med en erstatning i form af Phlake, og nu dobler forlystelsesparken op ved også at præsentere Stine Bramsen.

Intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget, og den rutinerede sangerinde og tidligere forsanger i den populære gruppe Alphabeat, Stine Bramsen glæder sig meget til at underholde Tivoligængere: "Jeg har spillet flere gange i Tivoli og altid nydt den særlige stemning, der opstår, når tusindvis af mennesker samler sig på Plænen. Der var derfor ingen tvivl fra min side, da jeg ganske uventet blev kontaktet og spurgt, om jeg kunne træde til i stedet for Haim. Jeg lover, at det bliver en kæmpe fest og håber at se en masse til en skøn sensommer aften i Tivoli." 


Bramsen har efter sin tid i Alphabeat gået solo og har haft hits som "Prototypical", der blev den femtemest spillede danske sang på dansk radio i 2014, og hun er lige nu aktuel med sit album "Fiftyseven".

Den populære r&b-duo Phlake har begejstret anmeldere og publikum sommeren over med deres album "Slush Hours" og har gæstet scener til propfyldte koncerter på NorthSide og Roskilde Festival. Singlerne "So Faded", "Pregnant" og "Angel Zoo" er altid garanti for god stemning, og i samarbejde med Stine Bramsen lægger de på Plænen i Tivoli op til en fest den 12. august.

Mere info samt billetter kan findes på Tivolis hjemmeside.


ANNONCE