Nyhed

Bruce Springsteen offentliggør forordet til sin kommende selvbiografi

Den 27. september udgiver Bruce Springsteen selvbiografien ”Born to Run” sammen med et album med 18 udvalgte Springsteen-sange, der berører bogens temaer. Nu afslører The Boss forordet på sin hjemmeside.

”Jeg kommer fra en strandpromenadeby, hvor næsten alt er pletvist misfarvet af bedrageri.” Sådan indledes forordet til Bruce Springsteens kommende selvbiografi ”Born to Run”, der fortsætter:

”Det er jeg også. Omkring 20, ingen racerbilskørende rebel, jeg var en guitarist i Asbury Parks gader og allerede et godt anset medlem af dem, som "lyver" i sandhedens tjeneste … kunstnere, med et lille k. Men jeg havde fire rene trumfkort. Jeg havde ungdom, næsten et årtis barske erfaringer fra et værtshusband, en dygtig gruppe af egnens musikanter, som passede til min performancestil og en historie at fortælle."

Og herfra fortsætter Bruce Springsteen med at forklare, at den kommende selvbiografi er en fortsættelse af den historie, som forløber over biografiens allerførste linjer.


Ifølge Bossen selv er biografien mere end en kronologisk fortælling om livet som verdensberømt og folkekær rockstjerne. I forordet deler Bruce Springsteen nemlig også ud af de guldkorn, som han har samlet op på vejen til sin succes. Her kan Springsteen-fans også få lov til at læse om, hvordan rockstjernen har holdt sig kørende i mere end 40 år.

Han har blandt andet samlet en rock’n’roll-overlevelsespakke, der indeholder naturtalent, mange timers øvelse og et mål, der kan drive drømmen fremad. Springsteen forslår selv, at målet kunne være kærlighed, beundring, opmærksomhed, kvinder, sex eller – ja – penge. Derefter tilføjer han i bedste Springsteen-stil, at ”hvis du vil gå hele vejen, ud til enden af natten, [så find] en rasende ild, der bare ... aldrig … brænder ud.”

Og skulle du en dag stå foran 80.000 afventende og begejstrede tilskuere, har Bossen også et par tips og tricks i ærmet, som han lover vil komme med i biografien.


Her kan du selv få lov til at læse forordet til Bruce Springsteens kommende selvbiografi, der udkommer om halvanden måned.

 


ANNONCE