Nyhed

Lady Gaga kommer med ny musik til september

Gaga er klar med en ny single, der blandt andre er produceret af Tame Impala-forsanger Kevin Parker

Lady Gaga har afsløret, at hun har en ny single klar, og at den vil blive udgivet til september. Singlen ”Perfect Illusion” er produceret af Tame Impala-frontmanden Kevin Parker samt Mark Ronson og BloodPop, der også står bag Justin Biebers mega-hit ”Sorry”.

Ud over jazz-albummet ”Cheek to Cheek”, som Gaga lavede i samarbejde med Tony Bennett i 2014, er ”Perfect Illusion” det første solo-materiale fra sangerinden siden hendes 2013-album ”Artpop”.

”Perfect Illusion” er førstesinglen til et endnu unavngivet album, hvor Lady Gaga også er blevet genforenet med RedOne, der er produceren bag Gagas helt store hits ”Poker Face”, ”Just Dance” og ”Bad Romance”.


Tidligere på ugen kom det desuden frem, at Gaga skal spille hovedrollen i genindspilningen af Barbra Streisand-filmen ”A Star Is Born”. Den kommende film bliver instrueret af skuespiller Bradley Cooper, og ifølge rygter kommer der også ny musik fra Gaga i den forbindelse.

Indtil den nye single kommer til september, kan du varme op med mega-hittet ”Bad Romance”:


ANNONCE