Nyhed

Falsk mærket medicin fundet i Princes hjem

Årsagen til Princes død i april skyldes angiveligt en overdosis af fentanyl, et stærkt, syntetisk fremstillet stof.

Den 21. april døde Prince af en overdosis smertestillende piller, som han havde taget ved et uheld. I forbindelse med undersøgelserne af Princes død har efterforskere nu fundet falsk mærket medicin på stjernens ejendom, Paisley Park, skriver NME.com.

Pillerne, som er blevet fundet i den amerikanske popsangers hjem, indeholder det smertestillende stof fentanyl, der er et syntetisk fremstillet stof, og som siges at være 50 gange stærkere end herion.

Men pillerne er mærket som ”Watson 385”; et mærke, der angiver et miks mellem paracetamol og hydrocodon, der bruges at dæmpe moderat til svær smerte, skriver The Guardian. Også det meste af medicinen som efterforskerne fandt i Princes kufferter og tasker var mærket som enten C-vitamin eller aspirin.


En uge før sin død måtte Prince nødlande i Moline, Illinois, på grund af sygdom, hvor stjernen også havde en del smertestillende medicin med sig. Lægerne, der dengang tilsete Prince, gav ham Narcan, som er særligt opiat, der skal modvirke et for højt indtag af smertestillende piller.

Det vides endnu ikke, hvordan Prince havde fremskaffet sig den stærke smertestillende medicin fentanyl. Omkring tidspunktet for Princes død havde stjernen ingen recepter på hverken fentanyl eller ”Watson 385” i Minnesota. Han døde den 21. april og blev 57 år gammel.

Du kan læse Princes nekrolog her, som GAFFA bragte dagen efter hans død.


ANNONCE