Nyhed

Vi Sidder Bare Her er klar med nyt album til september

Trioen bestående af Jørgen Leth, Mikael Simpson og Fridtjof Toksvig udkommer med sit fjerde album til efteråret.

Det er ikke til at sige, hvad der sker, når Jørgen Leth sætter sig til rette bag mikrofonen mellem Fridtjof Toksvig og Mikael Simpson. Men noget sker der. Jørgen Leth iagttager og karakteriserer på improvisatorisk vis alle emner mellem himmel og jord, mens Simpson og Toksvig indrammer Leths talemåder, diktion og stemme i musik.

Det startede for otte år siden med debutalbummet, der er af samme navn som trioen Vi Sidder Bare Her. Sidenhen har samarbejdet mellem Jørgen Leth, Mikael Simpson og Fridtjof Toksvig kastet yderligere to albums af sig, “Ikke Euforisk” fra 2010 og “Ingen Regning til Mig” fra 2014.

Og nu er Vi Sidder Bare Her klar med sin fjerde albumudgivelse “RAK-MA-GAK”, der har cd-release den 16. september og vinyl-release den 30. september. I denne omgang er det Jørgen Leth, der har stået i spidsen for pladens tilblivelse.

““Hvorfor stoppe nu?” kan jeg huske, Jørgen spurgte en aften, og da vi mødte ham til optagelse i hans lejlighed, øsede han ud af sine betragtninger, og var i den grad ikke færdig med vores projekt endnu,” siger Mikael Simpson om Jørgens Leths engagement i det kommende album.


“RAK-MA-GAK” kredser om efteråret som årstid; hvad det bringer med sig af følelser og tanker; om hvordan det var at cykle, og om at det – sagt implicit – ikke kommer til at ske igen for Leths vedkommende; om at tale sort og have temperament; og om havet, der ikke er på 79-årige cykelkommentators side.

I forbindelse med den kommende plade tager Vi Sidder Bare Her på en dansk turné, der starter den 22. september på Aveny T på Frederiksberg, og som følges op af syv andre koncerter rundt omkring i landet. Her kan du finde billetter til trioens koncerter i Randers, Sønderborg og Kolding.

Her kan du høre "Jeg Kan Godt Huske Hvordan Det Var At Cykle", som kommer til at ligge på det kommende album fra Vi Sidder Bare Her:

ANNONCE