Nyhed

MØ giver koncert i den gode sags tjeneste

Røde Kors udlodder koncert med den fynske verdensstjerne MØ i forbindelse med årets gymnasieindsamling den 2. oktober

Søndag den 2. oktober holder Røde Kors sin årlige gymnasieindsamling, hvor et gymnasium med over 100 indsamlere har chancen for at vinde en koncert med den fynske verdensstjerne MØ.

MØ kom på alles læber, da hun sidste år udgav mega-hittet ”Lean On” med DJ-gruppen Major Lazer. For tiden er sangerinden igen aktuel med et Major Lazer-hit, sangen ”Cold Water”, hvor også popidolet Justin Bieber medvirker. På årets Roskilde Festival gav MØ et brag af en koncert, hvor GAFFAs anmelder gav hendes optræden på Orange hele seks stjerner.

Røde Kors udlodder også en andenpræmie til et gymnasium, der stiller op med 50 indsamlere. Her er præmien en koncert med Lågsus på P3’s Pelle Peter Jensen og Nicholas Kawamura plus gæster. Sidste år var det Emil Stabil og Two Many Left Hands, der gæstede sammen med Lågsus-drengene.


Sidste års koncertpræmier vakte stor interesse hos gymnasieeleverne og resulterede i, at indsamlingen slog rekord med over 5.300 gymnasielever.

I gennemsnit indsamles der 1.000 kroner i hver indsamlingsbøsse. For 1.000 kroner kan Røde Kors give mad til 28 børn i en måned eller rent drikkevand til 37 mennesker i et helt år.

Konkurrencen afgøres ved lodtrækning blandt de gymnasier, der har over 100 indsamlere og lodtrækning mellem de gymnasier, der har over 50 indsamlere.


Lyt til "Cold Water" her:

ANNONCE