Nyhed

The Dillinger Escape Plan indtager Danmark på afskedsturné

Mathcore-bandet, som i næste måned udgiver sit sjette studiealbum, giver tre koncerter på dansk grund i 2017.

Det amerikanske mathcore-band The Dillinger Escape Plan giver til næste år tre koncerter på dansk grund, når de gæster spillestederne Musikhuset Posten (den 31. januar), VoxHall (den 1. februar) samt Pumpehuset (den 9. februar) i henholdsvis Odense, Aarhus og København. Da disse optrædener er en del af bandets afskedsturné, er der lagt op, at det bestemt ikke kommer til at gå stille for sig.

The Dillinger Escape Plan, som derudover udgiver sit sjette studiealbum "Dissociation" 14. oktober, er blevet synonymt med den såkaldte mathcore-genre, da bandet tilbage i 1999 debuterede med albummet ”Calculating Infinity”. Som musikgenre blomstrede mathcore for alvor op i nullerne, hvor øvrige bands såsom Converge blandede hardcore, grind og sågar jazz i systematiske temposkift. I 2007 udgav The Dillinger Escape Plan ligeledes albummet "Ire Works", som vi hos GAFFA dengang tildelte 4 stjerner.

Mike Patton fra metal-gruppen Faith No More indgik for en kort periode i projektet og agerede midlertidig frontmand i forbindelse med albummet “Irony Is a Dead Scene”, da det heftige turnéliv blev for meget for bandets daværende forsanger, Dimitri Minikaki. Senere indtog Greg Puciato rollen som The Dillinger Escape Plans nye forsanger.


Det viste sig hurtigt, at Greg Puciato gik godt i spænd med de øvrige bandmedlemmer og ikke mindst gruppens image for at producere vilde og nærmest perverse koncerter. I forbindelse med en optræden på den prestigefyldte Reading Festival i 2002 præsterede selvsamme Puciato simpelthen at defækere midt på scenen, hvorefter han lagde sine efterladenskaber i en pose for så at smide den ud til publikum.

Alt kan ske, og det er altså ikke til at sige, hvad man som publikum kan forvente, når de fem barske mathcore-herrer til næste år indtager scenen i Danmark i forbindelse med bandets afskedsturné.

The Dillinger Escape Plan kan som sagt opleves den 31. januar samt den 1. og 9. februar, og forsalget starter nu på onsdag. Billetter kan købes via Posten, VoxHall og Billetlugen.


Få en forsmag på The Dillinger Escape Plans liveoptræden med dette klip (uden afføring vel at mærke!) fra sidste års Rock on the Range-festival:

ANNONCE