Nyhed

MØ giver ekstraordinært en dansk optræden på lørdag

Som en sidste tilføjelse kommer MØ til The Voice ’16-koncerten i Tivoli på lørdag

På lørdag løber den årlige The Voice-koncert og prisuddeling af stablen i Tivoli. Dermed er listen af kunstnere, der skal spille den 10. september, komplet.

”Det er fantastisk, at vi oven i et meget stærkt besat program nu også kan præsentere publikum for verdensnavnet MØ ved The Voice-koncerten i Tivoli. Ved koncerten sidste år lovede MØ faktisk på scenen, at hun ville vende tilbage, og det er stærkt, at hun nu lever op til det løfte til trods for sin store stjernestatus,” siger Tobias Nielsen, vicedirektør Bauer Media, der har arrangeret The Voice-koncerterne siden starten for 13 år siden.

Ud over MØ kan publikum også opleve Christopher, Joey Moe, Phlake, Mads Langer og L.O.C., der er tilbage på live-scenen efter et helt års pause. Også den belgiske DJ Lost Frequencies kommer og spiller megahittet "Are You With Me". Derudover kommer også en række mindre og mellemstore kunstnere. Her nævnes i flæng Gulddreng, TooManyLeftHands, Bro, Kongsted & Cisilia, King, Blak & Jimilian og Page Four.


The Voice uddeler i år fire priser, og som altid er det lytterne, der bestemmer, hvem der skal vinde. Den største er "The Voice Prisen", der går til én af de danske artister, der optræder i Tivoli. Derudover kåres ”årets Fans” i samarbejde med Pepsi Max, ”Årets Ikon” sammen med SB12 og ”Årets Gennembrud” i samarbejde med Burger King.

Sidstnævnte pris gives til et talent, der har udmærket sig indenfor sit felt og opnået nationalt eller internationalt gennembrud.

Aftenens konferencierer er The Voice-værterne Jakob Maarup, Nadia Malm samt Chriz & Heino.


Selve koncerten koster kun adgangsbilletten til Tivoli, eller at man er indehaver af et Tivoli-årskort. Hvis man ikke kan komme i Tivoli er der mulighed for at følge med på The Voices Facebookside, hvor der livestreames fra backstage hele aftenen.

Indtil lørdag kan du varme op med MØs liveoptræden fra Nobels Fredspris Koncert 2015:


ANNONCE