Nyhed

Oplev den gamle Steppeulv Preben Devantier og resten af STEPP 2 til Open Air-arrangement

STEPP 2 gæster på lørdag Hvidovre, når orkestret giver gratis koncert på plænen ved Risbjerggård.

Nu på lørdag kan du opleve Steppeulvens trommeslager, Preben Devantier (billedet), når han sammen med de øvrige medlemmer af bandet STEPP 2 gæster plænen ved Risbjerggård i Hvidovres bymidte. Koncerten skydes i gang klokken 19 og er en del af Hvidovre Open Air. Efter koncerten, klokken ca. 20:30, vises Ole Christian Madsens portrætfilm ”Steppeulven” fra 2015. Der er altså lagt op til en aften med hippie-nostalgi, når orkestret præsenterer helt nye originale kompositioner skrevet over Eik Skaløes digte – naturligvis flankeret af de otte numre fra det ikoniske 1967-album ”Hip” samt øvrige sange, der aldrig nåede at komme med på kultpladen.

STEPP 2, som blev grundlagt sidste sommer, opstod som følge af, at den sydfynske musiker Eik Skibdal bankede på døren til Devantiers lejlighed. Eik Skibdal er opkaldt efter Steppeulvene-sangeren Eik Skaløe og var på daværende tidspunkt – og den dag i dag – fortsat kæmpe fan af det danske rockorkester, der kun nåede at udgive ét album, inden Eik Skaløe begik selvmord i Indien i 1968.

Eik Skibdal havde en klar agenda med at opsøge Preben Devantier, nemlig at sammensætte et nyt orkester med henblik på at spille sangene fra ”Hip” og derudover komponere ny musik. Eik Skibdal og Preben Devantier fandt hurtigt to øvrige musikere i hjembyen Svendborg i form af Keld Andersen (guitarist) samt Kaj Weber (bassist).


Tilsammen udgør de fire herrer i dag STEPP 2, og nu kan du altså på lørdag opleve orkestret, der som noget helt særligt har fået tilladelse af Eik Skaløes søster, Iben Lassesen, til at optræde med ny musik komponeret på baggrund af Skaløes digtsamling, ”Ønsket om ordliv”.

Komponeringen af digtsamlingen er der på nuværende tidspunkt kommet en single ud af, ”Step 1”, som blev udsendt i april. I løbet af 2017 udkommer derudover et helt nyt album, der udelukkende kommer til at bestå af originale STEPP 2-kompositioner.

Lørdagens koncert med STEPP 2 er gratis og arrangeret af Hvidovre Kommune.


I forbindelse med premieren på filmen "Steppeulven" sidste år interviewede GAFFA alle de nulevende tre medlemmer af Steppeulvene, og denne artikel med tilhørende billeder kan du læse her.

Varm op med et klip fra STEPP 2's liveoptræden på Harders i Svendborg:


ANNONCE