Nyhed

Fællessang: Apple-boss Tim Cook og Pharrell gæster Carpool Karaoke

Som led i gårsdagens store præsentation af den nyeste iPhone gæstede Tim Cook det populære ”Carpool Karaoke”. Se ham i fællessang med vært James Corden samt Pharrell.

I går præsenterede den gigantiske it-virksomhed Apple den længeventede iPhone 7. Som led i virksomhedens årlige event i San Fransisco gæstede CEO Tim Cook det populære ”Carpool Karaoke”, hvor han fik fornøjelsen af at skråle med på blandt andet One Republic-sange sammen med vært James Corden og Pharrell, inden den officielle præsentation af den nyeste iPhone løb af stablen.

På vej til det store event fortæller Apple-bossen i et begrænset omfang om den nye telefon, heriblandt dens sikkerhed, hvorefter de synger ”I Lived” af One Republic, som er et af Cooks absolutte yndlingsnumre. Pludselig joiner Pharrell de to herrer til endnu mere fællesskab – dette i form af ”Sweet Home Alabama”.

I juli måned kom det frem, at netop Apple har købt Carpool Karaoke-konceptet, og streamingtjenesten Apple Music vil til at starte med lancere 16 episoder, der udelukkende bliver tilgængelige for tjenestens brugere. Det forlyder, at James Corden ikke fortsætter i rollen som showets vært. Dog har Apple Music, med købet af Carpool Karaoke, ikke til hensigt at sætte en stopper for den karismatiske brites egne karaoke-videoer, der med jævne mellemrum dukker op på YouTube.


En premieredato på Apple Musics Carpool Karaoke er fortsat ikke afsløret.

Se eller gense gårsdagens underholdende musikalske indslag herunder:


 

ANNONCE