Silvester giver koncert i Odense Zoo som en del af den odenseanske tredagesfest Karrusel
I aften klokken 18.10 og 20.20 inviterer Karrusel på Silvesterkoncert i Odense Zoo. Med elektroniske toner indtager det københavnske band Odense Zoo’s Oceanium som aftenens musikalske scene.
Koncert blandt svømmende søkøer
Koncerten er en del af den odenseanske tredagesfest Karrusel, som roterer i weekenden. En fest, som ifølge kommunikationschef Mai Young Øvlisen er centreret omkring sanselige oplevelser i Odense by. I aften byder festen på en anderledes koncertoplevelse. Her optræder gruppen Silvester i et tropehus med svømmende søkøer i baggrunden:
”Vi synes bare, at det lød fedt at spille blandt levende dyr. Da vi så fik at vide, at det var i Oceaniet, blev vi ekstra glade – hvem har ikke drømt om at stå i et smukt akvarium og spille musik”, lyder det fra gruppen Silvester.
For Mai Øvlisen er det en unik oplevelse lave en koncert i Odense Zoo fremfor et koncertrum. En holdning, som direktøren for Odense Zoo Jens Odgaard Olsson deler:
"Vi synes, det er skægt at få lov til at lege med formatet og bidrage til til en vild fest i byen”, forklarer Jens Odgaard Olsson. Ifølge Mai Øvlisen er koncertoplevelsen med søkøerne og Silvesters toner med til at give Karrusels publikum en særlig visuel oplevelse:
”Søkøerne er store og deres bevægelser kombineret med musikken minder om en musikvideo,” forklarer Mai Øvlisen om koncerterne, der hver varer en time.
Brækket fod og skræddersyet forestilling
Ifølge bandet kan man i aften opleve en mere sfærisk og mytisk Silvester, end man er vant til. Bandets keyboardspiller Malthe sidder over til koncerten, da han har brækket foden. Men en brækket knogle stopper ikke gruppen:
”Vi overvejde faktisk at aflyse koncerten, da Malthe var kommet til skade – men så tænkte vi 'fuck det,' lad os gøre en dyd ud af nødvendigheden og lave en helt anden koncert end vi plejer og skræddersy den til netop Zoologisk Have,” forklarer gruppen, der forventer, at koncerten bliver smuk og inspirerende.
Ifølge arrangør Mai Øvlisen er gruppen med til at give festen en frisk lyd, idet Silvester kombinerer forskellige genrefragmenter som rock og r&b.
Med dyrene i fokus
Ved sidste års Karrusel holdt Odense-bandet First Hate technofest hos pingvinerne. I år er det Silvester, der holder koncert blandt de levende dyr. Ifølge direktør for Odense Zoo Jens Odgaard er der en række forholdsregler, når man holder koncert blandt levende dyr:
"Koncerten leder direkte op til vores tropehus, hvor der er blandt andet er fire abearter samt dovendyr. De skal selvfølgelig ikke lide overlast," siger Jens Odsgaard Olsson. Udover at en dyrepasser vil være til stede under hele koncerten, er musikken velovervejet i forhold til decibelstyrke og tunge bastoner.
I aften afholder Karrusel to Jungleture til Odense Zoo. Koncerten hører under fredagens "Gadefest" og foregår på følgende tidspunkter:
Tur 1
Mød op ved hovedindgangen til Odense Zoo kl 18.10
Koncertstart: kl. 18.50
Tur 2
Mød op ved hovedindgangen til Odense Zoo kl 20.20
Koncertstart: kl. 21.00
Varm op med bandets seneste single "Black Hearted"