Nyhed

Premiere: Se Agnes Obels nye video "Golden Green", instrueret af Jonas Bjerre fra Mew

Den 21. oktober udkommer det længe ventede tredje studiealbum "Citizen of Glass". Her kan du se musikvideoen til den nyeste single "Golden Green"

Den danske sanger og sangskriver Agnes Obel har netop offentliggjort musikvideoen til singlen "Golden Green" fra det kommende album "Citizen Glass", der udkommer den 21. oktober.

Den smukke og dystre video er instrueret af den visuelle artist Jonas Bjerre, der for mange nok er bedre kendt som frontmand i bandet Mew. Om videoen siger Bjerre: 

"Jeg er beæret over at have lavet videoen til den her smukke sang. Klokkerne, der forstærker rytmen igennem sangen, fik mig til at tænke på blinkende lys og glas, hvilket også er et gennemgående tema i Agnes’ nye sange. Da hun fortalte mig mere om sangen, fik jeg ideen til den her indre verden – måske inde i nogens hoved, hvor forskellige tanker og følelser er i opposition, illustreret som animerede udgaver af Agnes, der kæmper med at finde harmoni."


Agnes Obel var sidst albumaktuel tilbage i 2013, hvor hun udgav det anmelderroste "Agnes Obel: Aventine". Her kvitterede GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann med fem stjerner og skrev blandt andet: "atter udgør kvindens sart drømmende og vemodigt længselsfulde stemme og skiftevis lifligt og eftertænksomt nuancerede klaverspil løjernes afgørende centrum, hvorfra der dog er flere udstikkere end tidligere.".

Det kommende album "Citizen of Glass" bliver Obels tredje studiealbum fra og med debuten i 2010.

Du se den hypnotiserende musikvideo og høre singleforeløberen "Golden Green" i klippet herunder:

ANNONCE