Nyhed

Premiere: Hør turnéaktuelle Nikolaj Nørlund fortolke C.V. Jørgensen fra kommende cover-ep

Den danske sanger og sangskriver udgiver på fredag sin nye ep "Turisten", der består af fortolkninger af Lulu Ziegler, C.V. Jørgensen og Røde Mor-klassikere

Nikolaj Nørlund udgiver på fredag sin helt ny ep ”Turisten”, der består af covernumre af tre danske sange. ”Turisten” kan altså karakteriseres som en slags vol. 2 af ”Kom Med Et Bud” fra 2012, hvor Nørlund dengang på egen hånd fortolkede danske klassikere såsom John Mogensens ”Ensomhedens Gade Nr. 9”, Otto Brandenburgs ”To lys på et bord” samt ”Smilende Sussi” af Birgit Lystager.

I tilblivelsen af ”Turisten” har Nikolaj Nørlund denne gang valgt at alliere sig med guitarist Jeppe Brix samt keyboardentusiasten Adi Zukanovic. De tre herrer har i fællesskab produceret elektrisk kammermusik, der klinger langt fra Nørlunds seneste fuldlængdealbum "Villa", som den danske sanger, i samarbejde med Copenhagen Phil, udgav i februar i år, og som GAFFA tildelte fire stjerner.

Som sagt bliver ”Turisten” en ep bestående af coverudgaver af danske sange. Ep’en indledes med ”Den sidste turist i Europa”, som Lulu Ziegler oprindeligt sang i efterkrigsårerne, og derudover figurerer fortolkninger af henholdsvis ”Den blonde danske smil” af C.V. Jørgensen anno 1980 samt Røde Mors ”Lil' Johnnys Mund” fra 1969 på den nye ep.


Nikolaj Nørlund selv udtaler følgende om tankerne bag den kommende ep:

"Det at fortolke andres sange er for mig en lige så vigtig og gyldig del af det at lave musik som selv at skrive. Med ”Turisten” ønskede jeg at teste, hvordan sange som de her fra helt andre perioder kunne fungere i dag. Det er en sindssygt interessant ting ved sange, at når man planter dem om, så kan de vokse i de vildeste retninger."

Hør en af Nørlunds nye fortolkninger, af C.V. Jørgensens "Det blonde danske smil", her


 

Nikolaj Nørlund kan opleves live dette efterår følgende steder:

30.09: Musikhuset, Aarhus


01.10 DR Koncerthuset, København

29.10 Jazzhus Dexter, Odense

 


 

ANNONCE