Nyhed

Kom med til Hymns From Ninevehs sjældne julekoncerter

Pop-indie-orkestret kan i år opleves til helt særlige koncerter i Aarhus og København

Fredag den 2. og lørdag den 3. december kan du få fornøjelsen af at opleve Hymns From Nineveh i en sjælden julekoncert, når de spiller henholdsvis i Skt. Lukas Kirke i Aarhus og Københavns Domkirke (Vor Frue Kirke).

Det danske band har ikke givet en julekoncert siden 2012, hvor koncerten resulterede i en tætpakket Vor Frelser Kirke i København. I år bliver det dog til to koncerter, hvor publikum kan få mulighed for at opleve orkestrets smukke julehymner.

Hymns From Nineveh udgav i 2009 en jule-ep og kunne i 2011 udgive deres debutalbum ”Hymns From Nineveh”, som GAFFA kårede til Årets Album og gav fem stjerner med ordene:


"Igen imponerer Jonas H. Petersen med sin lyse og vidtfavnende vokal, sit udtryksfulde fingerspil på den akustiske guitar og sin fremragende sangskrivning. Hymns From Nineveh er 10 meget smukke, melodiske og let melankolske sange med stærke tekster om tro, tvivl, håb og kærlighed." Læs hele anmeldelsen her.

Allerede samme år udgav de julealbummet "Endurance in Christmas Time" med 13 alternative julesange, heriblandt radiohittet "Anywhere With You". Publikum vil formentlig få mulighed for at høre nogle af disse numre live til årets julekoncerter.

Billetter til koncerterne kan købes fra i dag.


Herunder kan se musikvideoen til den smukke og medrivende vinterhymne "Wonderful Winter Morning" fra bandets seneste album "Sunday Music", som udkom i februar i år.

ANNONCE