Nyhed

Afspilningerne af Nellys "Hot In Herre" er steget med 90 procent efter fan-aktion

For at afhjælpe Nelly med hans skattegæld er fan-aktionen #SaveNelly godt i gang.

Nellys "Hot In Herre" fra 2002 oplever flere afspilninger via streamingtjenester end nogensinde før. 

I sidste uge kom det frem, at rapperen Nelly skylder de amerikanske skattemyndigheder 2,4 millioner dollars (cirka 16 millioner kroner), mens han skylder staten Missouri 149.511 dollars (cirka 998.000 kroner). I den forbindelse har en række fans startet en fan-aktion, der skal lette den økonomiske byrde for rapperen. Aktionen kendes ved #SaveNelly. Aktionen går ud på at streame "Hot In Herre" så meget så muligt, således at det økonomiske afkast herfra vil hjælpe Nelly med afbetaling af gælden.

Siden fan-aktionen startede i sidste uge, er Nellys "Hot In Herre" blevet afspillet 90 procent mere, end ugen forinden, skriver engelske NME. På én uge blev "Hot In Here" streamet mere end 714.000 gange, hvilket er ganske imponerende, men dog langt fra nok. For at hjælpe Nelly helt af med gælden skal sangen streames hele 287.176.547 gange.


En fan har på Twitter anbefalet, at man om natten sætter sin telefon på lydløs og sætter sangen på repeat. Herved vil sangen, ved syv times søvn, blive afspillet 110 gange. Også talkshowværterne Stephen Colbert og James Corden har ytret deres støtte til projektet, hvilket for alvor fik fan-aktionen til at gå viralt. 

Selvom der er lang vej endnu, så fortsætter #SaveNelly-kampagnen.

 


I klippet herunder kan du (gen)høre Nellys 2002-hit "Hot In Herre" – og dermed støtte rapperen: 

ANNONCE