Nyhed

SVIN er klar med turné og barsk musikvideo

Foruden ny musikvideo annoncerer SVIN en Europa-tour og udgivelsen af kommende album.

Hvis du er fan af det danske band SVIN, er der flere gode nyheder her fra morgenstunden. I dag har bandet premiere på deres nye musikvideo til nummeret "Færgen Ellen", ligesom de annoncerer både et kommende album og en Europa-turné.

Det nye nummer "Færgen Ellen" vil være at finde på SVINs fjerde album "Missionær", som udkommer den 21. oktober på vinyl, cd og digitalt. SVIN er et uortodokst bud på moderne instrumentalmusik, og i arbejdet med det nye album har de droppet vaner og tilbøjeligheder og vendt vrangen ud af egen kassetænkning for at genopfinde sig selv.

Det nye album "Missionær" bevæger sig i grænselandet mellem abstrakt ny-rock, dronebaseret folklore og ambient støj. Der anvendes inciterende trommer, udsvævende keyboards, brølende saxofon og eksplosiv guitar, mens der er plads til luftige, meditative melodier og cirkulære huggende motiver. 


I forbindelse med indspilningen af albummet rejste SVIN til Reykjavik i december 2015 for at indspille i det legendariske Sundlaugin-studie, som blev grundlagt af Sigur Rós. I løbet af 10 intense dage indgik bandet i symbiose med den islandske natur og indspillede gruppens hidtil mest melodiske og storladne værk med inspiration fra reallydsoptagelser af både fossende vandfald og repetetive maskiner.

SVIN har siden deres første turné i 2009 turneret heftigt på festivaler og spillesteder i det meste af Europa Til efteråret spiller bandet både en Danmarks-tour og en tre ugers Europa-tour.

De danske koncerter er som følger:


03/11: Radar, Aarhus

04/11: Studenterhuset, Aalborg

05/11: Studenterhuset, Odense


11/11: Huset, København

 

Du kan se den nye musikvideo til nummeret "Færgen Ellen" nedenfor. Vi skal advare mod barske billeder af sadomasochistisk karakter.


Se videoen til "Færgen Ellen"

 

 


 

 

 


ANNONCE