Nyhed

Premiere: Turnéaktuelle Baby in Vain lancerer hæsblæsende musikvideo med ligvogn

Baby in Vain har netop lanceret en ny musikvideo til singlen ”The Urge”. Derudover er den danske rocktrio aktuelle med en efterårsturné, som skydes i gang nu på torsdag, hvor Baby in Vain som det første spillested gæster Studenterhuset i Aalborg.

Baby in Vain har netop lanceret en ny musikvideo til singlen ”The Urge”, som nu kan streames via YouTube. Derudover er den danske rocktrio aktuelle med en efterårsturné, der skydes i gang nu på torsdag, hvor Baby in Vain som det første spillested gæster Studenterhuset i Aalborg.

Den nye ”The Urge”-musikvideo følger de tre københavnske piger på et syret og tempofyldt road trip i den danske natur, hvor de på rock'n'roll-manér drifter rundt i en sort ligvogn på Faxe Kalkbrud. Videoens instruktør Palle Demant udtaler følgende om tilblivelsen samt tankerne bag den nye musikvideo:

”Bandet og jeg snakkede om, hvordan vi billigst muligt kunne få vores gear ned til Faxe Kalkbrud ­– jeg foreslog, at man kunne leje en gammel ligvogn, fordi de er vildt billige, men straks begyndte ideen at udvikle sig. Jeg kom i tanke om det her seje foto, som Baby Woodrose engang har fået taget foran en ligvogn, og så tog vi den videre derfra. Resultatet er blevet til et Russ Meyer-inspireret døds-roadtrip. Nogle af scenerne er også inspireret af de første scener i ’Fear and Loathing in Las Vegas'.”


Singlen ”The Urge”, som musikvideoen udspringer af, er at finde på trioens debut-ep ”For The Kids”, der udkom i april måned. Albummet har siden modtaget international ros fra blandt andet det amerikanske pladeselskab Partisan Records samt det britiske rockband Eagulls. Herhjemme har de tre piger slået sig fast som et solidt livenavn og var senest aktuelle på dette års Tinderbox, hvor GAFFAs Simon Nielsen overværede og anmeldte Baby in Vains optræden.

På torsdag indleder rocktrioen så sin efterårsturné, hvor de i løbet af henholdsvis september og oktober gæster 12 danske byer samt Manchester, London og Leeds. Turnéen kulminerer med en afsluttende koncert på Loppen i København den 2. december.

Tourplan
22. september: Aalborg, Studenterhuset (m. Electric Elephants)
23. september: Aarhus, Radar (m. Electric Elephants)
24. september: Kolding, Godset (m. Electric Elephants)
29. september: Esbjerg, Huset (m. Electric Elephants)
30. september: Sønderborg, Sønderborghus (m. Electric Elephants + The Wands)


1. oktober: Vejle, Bygningen (m. Electric Elephants)
6. oktober: Odense, Posten (m. Molly + The Entrepreneurs)
7. oktober: Svendborg, Kammerateriet (m. Molly)
8. oktober: Randers, Von Hatten (m. Molly)
13. oktober: Ballerup, Baghuset (m. Molly)
14. oktober: Roskilde, Gimle (m. Molly)
15. oktober: Lyngby, Templet (m. Molly)
16. oktober: Manchester, Soup Kitchen - UK
18. oktober: London, Birthdays - UK
27. oktober: Leeds, Belgrave Music Hall – UK (m. Fucked Up)

2. december: København, Loppen

Se den hæsblæsende musikvideo i linket ovenfor.


 

ANNONCE