Nyhed

Drakes kortfilm "Please Forgive Me" er udkommet

Kortfilmen "Please Forgive Me" er nu udkommet og er tilgængelig for streaming via Apple Music.

I sidste uge kunne vi berette om, at Drakes kortfilm ”Please Forgive Me” snart ville udkomme, og nu er ventetiden så ovre. Her til morgen skriver Rolling Stone, at ”Please Forgive Me” nu er tilgængelig for streaming via Apple Music.

Kortfilmen, der har en varighed af 21 minutter og er instrueret af Anthony Mandler, tager primært afsæt i det meget populære album ”Views” og markerer den canadiske rapper og sangers helt store gennembrud. ”Views” udkom i april måned i år og formåede i hele 12 fortløbende uger at ligge nummer et på den amerikanske hitliste Billboard 200 og har siden dets udgivelse genereret mere end 1.4 million pladesalg.

Drake har tidligere medvirket i en kortfilm i forbindelse med ”Jungle”, som udkom sidste år. Det 14 minutter lange klip "Jungle" centrerer sig omkring den 29-årige verdensberømte musikers egne tanker i forhold til det at være kendt og om livet i det konstante rampelys.


"Please Forgive Me" er som sagt lige nu kun tilgængelig for amerikanske brugere af Apple Music. Hvornår filmen bliver tilgængelig for andre, vides endnu ikke. Dog kan du i mellemtiden se eller gense sidste års kortfilm "Jungle" herunder:

 


ANNONCE