Nyhed

Megadeth fremviser guitarspil i absolut topklasse i ny, instrumental musikvideo

Bare fordi det er instrumentalt, betyder det ikke, at det ikke kan blæse en omkuld.

Det amerikanske thrash-metal band Megadeth har netop udgivet en ny musikvideo til deres instrumentale nummer "Conquer Or Die".

I musikvideoen er den brasilianske heavy-metal guitarist Kiko Loureiro i centrum, mens han brillerer på sit instrument. Introen er spillet med klassisk guitar alene, hvor der vækkes en dyster stemning, og det gennemgående melodiske tema bliver introduceret. Derefter begynder selve hoveddelen af sangen, som er drevet af en mesterligt udført improviseret el-guitar.

Forsanger og guitarist Dave Mustaine har udtalt følgende om det nye nummer og bandets arbejdsproces:


"Måden, vi går til tingene på i studiet, er meget simpel. Vi har en tre-grenet tilgang; der er din måde, vores måde og min måde. Vi lytter til soloen, og hvis det er en helt fantastisk solo, så er det det. Hvis den er god, kommer jeg med et par forslag til, hvordan man kunne tage den til det rette sted, og hvis den ikke er helt, som den skal være, plejer jeg at sige ’Lad os prøve det her i stedet for’. Med hensyn til soloen, som Kiko fremfører i "Conquer Or Die" – jeg fortalte ham ikke, hvordan han skulle gribe det an, men jeg havde opmuntret ham i flere uger til at lave noget i stil med Van Halens ’Eruption’", skriver Blabbermouth.

Nummeret "Conquer Or Die" kan findes på bandets seneste album "Dystopia", som udkom i januar i år og fik tildelt fire stjerner af GAFFA med ordene:

"Åbneren The Threat is Real vil næppe overraske nogle med sine galoperende riff, utallige soli og Mustaines snerrende vokal. Titelnummeret fortsætter ad dette spor, men er langt mere overbevisende som komposition. Sammen med den stort orkestrerede midtemposang Poisonous Shadows står det som albummets højdepunkter." Læs hele anmeldelsen her.


Sammen med Anthrax, Slayer og Metallica er Megadeth en af "The big four" inden for den amerikanske thrash-metal-scene, som de var med til at udvikle og udbrede. Bandet blev dannet i 1983 af forsanger og guitarist Dave Mustaine – der kort forinden var blevet fyret som lead-guitarist i Metallica – og bassist David Ellefson og har gennem årene haft flere konstellationer. Inden optagelserne af det nye album "Dystopia" forlod guitaristen Chris Broderick bandet, og hans rolle er siden blevet udfyldt af Angras guitarist Kiko Loureiro. Udover Mustaine, Ellefson og Loureiro består det nuværende line-up yderligere af trommeslageren Dirk Verbeuren.

Øverst i artiklen kan du se den nye musikvideo til "Conquer Or Die".

ANNONCE