Nyhed

Royal Arenas åbningskoncerter med Metallica blev udsolgt på 18 minutter - nu annonceres en ekstrakoncert

30.000 billetter blev solgt på blot 18 minutter - nu annonceres der en ekstrakoncert

I mandags kunne vi fortælle, at det bliver Metallica, der åbner den nye Royal Arena i Ørestaden med to koncerter, henholdsvis den 3. og 5. februar. 

Billetsalget til de to koncerter startede tidligere i dag, fredag den 30. september klokken 10, og begge koncerter med hver 15.000 billetter er blevet udsolgt på bare 18 minutter.

De to koncerter er de eneste shows Metallica spiller i Europa til foråret, og grundet den store efterspørgsel på at opleve det store åbningsbrag i Royal Arena, annonceres der nu en ekstrakoncert den 7. februar. Billetsalget til denne er allerede igang via ticketmaster. 


Gruppen udgiver 18. november deres tiende studiealbum, dobbeltalbummet og dobbelt-cd'en "Hardwired ... to Self-Destruct", der er første album siden "Death Magnetic" fra 2008. Det er gruppens længste pause mellem to album til dato.

Arenaen, der er placeret i Ørestad, er tegnet af det danske arkitekthus 3XN. Det er Realdania og Københavns Kommune, der ejer selve bygningen, og arenaen drives af et selskab under Live Nation Entertainment, som er verdens største arrangør af live-underholdning. Der forventes mellem 60 og 80 årlige arrangementer i Royal Arena, der har fået sit navn via et tæt samarbejde mellem Royal Unibrew og arenaen.

 


Varm op med Metallicas seneste musikvideo, "Hardwired":

ANNONCE