Nyhed

DMA-formand: Derfor er Rasmus Seebach ikke nomineret

GAFFA har talt med formand for DMA-akademiet Lasse Lindholm om årets nomineringer – og mangel på samme

De nominerede til dette års Danish Music Awards er blevet offentliggjort i dag.

Blandt de nominerede til dette års DMA er en masse nye og mere etablerede artister fra den danske og internationale musikscene. Men en artist er ikke blandt de nominerede – Rasmus Seebach.

Seebach udgav sidste år albummet "Verden Ka' Vente", der blev det bedst sælgende album i 2015. Alligvel er Seebach ikke nomineret til DMA. Om Seebachs fravær blandt de nominerede siger kommunikationschef i IFPI og formand for DMA-akademiet, Lasse Lindholm:


”Akademiet har stemt sådan, så Rasmus Seebach ikke er nomineret. Det er et fænomen, vi tit ser med artister, der har været i markedet i rigtig lang tid. Det er ikke, fordi DMA har et anstrengt forhold til Rasmus Seebach. Tværtimod har han været en af årets store vindere for nogle år siden. Men der er rigtig mange udgivelser på markedet. Og akademiets 28 mennesker (bestående af en række centrale personer fra musikbranchen, red.) har altså stemt sådan, at Rasmus Seebach ikke er nomineret.”

Igen i år er der ingen kategori, der hedder Årets Album. I stedet hedder kategorien Årets Udgivelse, og tre ud af fem nominerede er i år ep’er fra henholdsvis Phlake, LISS og Kwamie Liv. Lasse Lindholm, mener dog ikke, at det er et udtryk for det traditionelle albums endeligt.

”Det er bestemt ikke et tegn på, at musikbranchen mener, at albummet er dødt. Men det er et tegn på, at flere formater gør sig gældende, end vi har været vant til tidligere. Når vi vælger at kalde det for årets udgivelse, er det fordi ep’er også er inkluderet i kategorien,” siger Lasse Lindholm til GAFFA.


I kategorien Årets Internationale Hit er tre ud af fem af de nominerede sange fra popidolet Justin Bieber. Bieber-dominansen kan, ifølge Lasse Lindholm, forklares med en simpel optælling.

”Vi opererer med en intern hotliste, som er en vægtning af downloads, streams og radio. De fem nominerede er baseret på listens top fem i DMA-perioden. Det vil sige, at Justin Bieber helt matematisk har tre numre i top fem,” siger Lasse Lindholm.

DMA finder sted i Forum den 12. november, og det er muligt både opleve nomineringsshowet i Forum eller se showet live på TV2.


ANNONCE