Nyhed

Turnéaktuelle Allan Olsen håber på nyt album til foråret

Sangskriveren kan også fortælle, at han håber at udsende bind 2 af sin selvbiografi inden for et par år

I aften indleder Allan Olsen sin første Danmarksturné med band i otte år, i Muzikhuset i Rønne. I den anledning har vi stillet en stribe spørgsmål til sangskriveren, der blandt andet lover et nyt album inden for overskuelig fremtid.

Hvordan er det gået i øvelokalet?

– Når man er vant til at være solist, er der ikke langt til en skræmmende Wall of Sound. Megen snakken, grinen og andet godt...


Hvad kan vi forvente af koncerterne?

– Ja altså, meningen er jo, at vi spiller nok til at opfylde kontrakterne. Den våde drøm er så, at vi vil – og kan – noget mere end det...

Hvorfor skulle der gå hele otte år, før du igen samlede et band at turnere med?

– Sådan noget er der ikke nogen egentlig forklaring på. Men én kunne være, at jeg jo klarer mig udmærket solo. Men fedt at høre sine ting med band på.


Du spiller med Lars Skjærbæk på guitar, Gæst Vincent på tangenter, Thomas Alstrup på bas og Mads Andersen på trommer. Hvorfor er det lige præcis blevet disse fire musikere, du har samlet denne turné?

– Disse boys repræsenterer det bedste af den – relativt – nye generation af musikere. De spiller alle flere instrumenter, er studie-cats og åbne for alt mellem det nyeste OG traditionerne.

Hvorfor har du valgt folk-gruppen Jonah Blacksmith til at varme op?


– Jeg hørte dem ét eller andet sted og ku’ godt li’ dem. Og så er det jo praktisk, at Thomas både er Blacksmith – og bassist i bandet, he he...

Hvordan ser en typisk dag ud på din turné, når du ikke står på scenen? Med andre ord: Hvad laver du mellem koncerterne?

– Passer mig selv og klør mig, hvor armene kan nå. Og så sidder jeg jo som regel og fisler med at skrive noget nyt...


Er der noget, du altid har med, når du er på turné – altså ud over din guitar?

– Min Darjeeling-te. First Flush… Jeg er tedrikker.

Hvad gør du, lige inden du går på scenen?


– Svarer Jesper, der kommer ind og spør’ om jeg er klar. – Jeg skal lige pisse, siger jeg så. Og så går vi mod skafottet.

Hvad står der på din forplejningsliste?

– Ikke særlig meget. Dét vi gerne vil ha’, har vi selv med. Men naturligvis er der et dygtigt opbud af diverse spiritus, som hører til enhver social samling i Danmark. Caribisk rom.


Hvad hører du i turbussen? 

– Vi får musik nok. Jeg ville ikke kunne udholde at spille med folk, der hører musik i turbussen. Så – nada!

Vil man også kunne opleve dig med band på næste års festivaler?


– Det er jo ikke mit bord at beslutte dét. Men jeg mener, der er iværksat diverse foranstaltninger i den retning, ja.

Sidste år udgav du "Tilfældigt strejfet", første bind af din selvbiografi. Hvornår kan vi forvente en fortsættelse?

– Nu har vi jo ventet på Dylans bind 2 af "Chronicles" i snart 14 år. Så uden sammenligning er der jo tid nok. Men forhåbentlig i løbet af et par år.


Og hvornår kan vi forvente et nyt album fra dig?

– Næste forår – inshallah...

 


Turnéen ser ud som følger:

12.10 RØNNE / Musikhuzet
13.10
SØNDERBORG / Sønderborghus
14.10
GRENÅ / Pavillionen
15.10
SKIVE / Skive Teather
20.10
VIBORG / Paletten
21.10
HERNING / Fermaten - UDSOLGT
22.10
FREDERIKSHAVN / Det Musiske Hus - UDSOLGT 

27.10 ROSKILDE / Gimle - FÅ BILLETTER
28.10
VEJLE / Bygningen - FÅ BILLETTER
29.10
ODENSE / Posten - UDSOLGT
03.11
AARHUS / Train - UDSOLGT
04.11
KOLDING / Godset - UDSOLGT
05.11
SILKEBORG / Kedelhuset - UDSOLGT
10.11
KØBENHAVN / St. Vega - FÅ BILLETTER
11.11
FREDERIKSVÆRK / Gjethuset
12.11
VORDINGBORG / Stars - FÅ BILLETTER
16.11
AALBORG / Skråen - UDSOLGT
17.11
AALBORG / Skråen - UDSOLGT
18.11
HORSENS / Ny Teater
19.11
ESBJERG / Tobakken
24.11
RINGKØBING / Generator - UDSOLGT
25.11
SVENDBORG / Kulturhus
26.11
RANDERS / Værket 


Varm op med en ny version af "Jeg har alderen med mig", oprindeligt fra Dalton-albummet "Tyve Ti" fra 2009, og et kig i øveren:

ANNONCE