Tommy Lee på vej med soloalbum
Har lagt Methods Of Mayhem bag sig
Tommy Lee, den tidligere Mötley Crüe-trommeslager - og lige så forhenværende Pamela Anderson-ægtemand - er på vej med sit debutalbum som soloartist, "Never A Dull Moment", skriver cdnow.com. Albummet udkommer 21. maj.
Tommy Lee udgav i 1999 et album med rapmetalgruppen Methods Of Mayhem, men dette projekt er tilsyneladende lagt i mølpose.
Tommy Lee synger og spiller stort set alle instrumenter, men får dog besøg af Incubus-guitaristen Mike Einziger. Også Deftones-sangeren Chino Moreno har været i studiet med Lee, men det er ikke sikkert, at deres fælles anstrengelser kommer med på albummet.
Albummet byder bl.a. på en coverversion af David Bowies "Fame" - et fænomen, Lee på mange måder kender til. Nyindspilningen får titlen "Fame 02" og blev oprindeligt indspillet med rapgruppen Cypress Hill, men deres medvirken blev siden slettet pga. ophavsretslige stridigheder.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.