Den populære gruppe havde i fredags premiere på nummeret "Står Stadig", og nu har gruppen netop annonceret tre koncerter på tre af landets største scener.
Den populære hiphop-gruppe Suspekt har netop offentliggjort, at de til foråret gæster tre af landets største scener, nemlig Scandinavian Congress Center i Aarhus, Forum i København og Aalborghallen i Aalborg.
Om de kommende koncerter lover bandet, at det bliver noget helt særligt: "Vi føler, at vi er lige der, hvor vi hører til, og vi har de bedste forudsætninger for at fylde Forum, SCC og Aalborghallen. I 2015 vandt vi en DMA for årets bedste livenavn, og det har vi tænkt os at leve op til med en enestående og energisk koncert, hvert sted, som kommer til at tage os selv og publikum på en rejse igennem fem albums, plus det løse… Og hvem ved, måske noget helt nyt. Vi kommer tordende som et hold, og der er plads til alle! Det bliver de største danske indendørs hiphop-koncerter nogensinde og vigtigst af alt… Vi vil lave en folkefest."
Til awardshowet P3 Guld, der blev afholdt i fredags, debuterede Suspekt med deres nyeste single "Står Stadig" (billedet). Du kan se debuten fra P3 Guld i klippet herunder.
Særligt om koncerten i Forum siger gruppen selv: "Vi jager konstant en drøm, det har vi gjort siden vi startede i 1999. Vi tror på mirakler. For os er Forum mytisk. Det er et enestående og specielt sted med en glorværdig historie. Vi kom selv i Forum til bl.a. 6 dages løb, da vi var små. Vi sad der blandt resten af folket på tribunen mellem smøger, sport og fadøl og blev grebet af den stemning, stedet masserede ind i vores sjæl, som et Colosseum af intensitet og vildskab. Siden 2007 har vi altid mødtes med bandet foran Forum, uanset hvor i landet vi er taget hen for at spille koncerter, men vi har indtil nu kun turdet drømme om en dag selv at tage bygningen under behandling… Og nu skal den straffes!".
De tre arenakoncerter afholdes som følger:
Fredag den 31. marts: Aarhus, Scandinavian Congress Center
Fredag den 7. april: København, Forum
Lørdag den 8. april: Aalborg, Aalborghallen
Billetterne til koncerterne sættes til salg onsdag den 26. oktober, klokken 10.00.