Nyhed

Tre nye artister er offentliggjort til P6 Beat Rocker Koncerthuset

Júníus Meyvant, DØR NR. 13 og First Hate er blevet tilføjet til rækken af artister, der kommer til P6 BEAT Rocker Koncerthuset

Der er netop blevet offentliggjort tre nye navne til showet P6 Beat Rocker Koncerthuset den 6. januar 2017. Det er den islandske musiker Júníus Mayvant (billedet), årets KarriereKanon-vindere DØR NR. 13 og den københavnske duo First Hate.

Den islandske sanger Júníus Meyvant er kendt for sin unikke blanding af freaky folk, r’n’b og soul. Júníus Meyvants single ”Color Decay” var et af de mest spillede numre på P6 Beat sidste år. I sommer udgav han sit debutalbum "Floating Harmonies", der fik fire stjerner af GAFFA-anmelder Emil Viksell, der skrev: ” Meyvant arbejder med svulstig soul i meget lille målestok. Det er horn, strygere, kor og akustisk guitar, der er blevet skruet ned til en næsten ydmygt udtryk.” Hør ”Color Decay” her:


DØR NR. 13 er et spritnyt navn på den danske musikscene og er en af de tre vindere af KarriereKanonen 2016. Bandet har blandt andet spillet på Spot Festival i Aarhus, Sziget Festival i Ungarn og Smukfest i Skanderborg i løbet af sommeren. For deres koncert til Spot Festival høstede de fire stjerner hos GAFFA og blev beskrevet som ”en dragende og højenergisk virkelighedsflugt, der byder på fin lyrik og et tidssvarende lydbillede, der blandt andet giver associationer til de tidligere KarriereKanonen-vindere The Minds of 99 i en syre-version”. Lyt til de nye stjerneskud på deres single ”E45” her:

First Hate består af Anton Gansted og Joakim Nørgaard, som laver elektronisk synthpop. Tidligere i år udgav de deres anden ep ”The Mind Of A Gemini”, der har gjort, at de er blevet spillet flittigt på P6 Beat. ”The Mind Of A Gemini” fik fire stjerner af GAFFA-anmelder, Jens Dræby, med ordene: ”Ingen tvivl om, at The Mind of a Gemini er et skridt i den rigtige retning gennem mere fokus på sangskrivning, der læner sig mod musikken og en dybt rungende punk-vokal fyldt med pop og angst.” Se musikvideoen til singlen "White Heron" her:

Tidligere er det blevet offentliggjort at Bisse, IAMJJ og IRAH kommer til at optræde til showet. P6 BEAT Rocker Koncerthuset blev udsolgt på blot 40 minutter, men showet den 6. januar 2017 kan følges på P6 BEAT og på dr.dk.

ANNONCE